Fortsæt til indhold

Indvandring trak EU's folketal op med 1,5 mio. sidste år

Der kom 1,5 mio. flere borgere i EU i 2016, hvilket stort set alene skyldes immigration, da der var lige mange nyfødte og døde. Især Tyskland, Storbritannien, Sverige og Østrig fik mange nye, mens der netto forsvandt flere folk, end udviklingen kan forklare, i en håndfuld østeuropæiske lande.

Den danske befolkning steg sidste år med 33.000 flere end udviklingen i antallet af nyfødte og døde kan redegøre for. Ifølge EU kom der 1,5 mio. flere borgere i hele Europa i 2016, hvilket primært skyldes immigration. Foto: Mathias Svold
Politik

Trods 150.000 flere dødsfald end fødsler, steg den tyske befolkning med 775.000 sidste år. Og trods 68.000 flere døde end nyfødte i Rumænien, blev der hele 122.00 færre i landet.

Det viser en sammenligning af nye tal fra EU’s statistiske kontor, Eurostat, som mandag udgav en ny oversigt over udviklingen i de 28 medlemslandes befolkningstal.

Overordnet set var der lige mange nyfødte og døde – 5,1 mio. i begge kategorier – men alligevel er der kommet 1,5 mio. flere borgere i hele EU, så der nu er knap 512 mio. mennesker.

Stigningen skyldes primært indvandring, lyder konklusionen, som dog dækker over flere interessante ting: For godt nok er der netto blevet mange flere folk i især Tyskland, England, Sverige og Østrig (henholdsvis cirka 250.000, 108.000 og 75.000 flere i de tre andre lande, end befolkningsudviklingen kan forklare), men der er i flere østeuropæiske lande kommet færre borgere, end samme befolkningsudviklingerne skulle tilsige.

Ud over Rumænien, hvor der er 52.000 færre end udviklingen i forholdet mellem nyfødte og døde kan redegøre for, så er der også 40.000 færre i Litauen, 15.000 færre i Ungarn, 12.000 færre i Letland, 10.000 færre i Bulgarien.

For Tyskland, Storbritannien og Rumæniens vedkommende er der dog tale om et skøn, oplyser Eurostat.

I Skandinavien er der som nævnt langt flere i Sverige, mens Danmark er nr. to med 33.000 flere, dernæst Norge med 26.000 flere og til sidst Finland med 17.000. Heraf er der også en del udenlandsk arbejdskraft fra netop østeuropa, som er steget jævnt de seneste år.

I alt er der kommet flere folk i 18 lande og færre folk i 10 lande, når man alene ser på befolkningsudviklingen.

Artiklens emner
Immigration
Udenlandsk arbejdskraft