Regeringen vil sænke skatter for 23 mia. kr.
Regeringen har tirsdag præsenteret sit skatteudspil, der byder på lavere skatter, billigere biler og større argumenter for at spare op til pensionen.
Den danske regering bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance har tirsdag offentliggjort sit skatteudspil.
Helt konkret har udspillet titlen ”Sådan forlænger vi opsvinget”, men den faktiske overskrift er, at regeringen vil sænke skatten med 23 mia. kr.
Udspillet giver samlet set alle danskere i arbejde en fremgang i rådighedsbeløbet. Det betyder samtidig, at gevinsten ved at arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse øges betydeligt.
Antallet af danskere, der har lille eller ingen gevinst ved at tage et lavtlønsarbejde, falder med 21.000. Det svarer til, at gruppen reduceres med over 40 pct., skriver regeringen i sit udspil.
Overordnet består udspillet af tre nedenstående hovedinitiativer.
- Det skal bedre kunne betale sig at arbejde
- Større tilskyndelse til at spare op til pension
- Billigere at købe bil
Finansminister Kristian Jensen (V) er tilfreds med det udspil, regeringen tirsdag har lagt frem.
»Med dette udspil håndterer vi en række konkrete udfordringer. Vi øger gevinsten ved at komme i arbejde, vi gør det mere attraktivt at lægge mere tid på jobbet, og vi sikrer, at det bedre kan betale sig at spare op til pension,« siger han i en pressemeddelelse.
Regeringen vil flytte flere over fra offentlig forsørgelse til beskæftigelse ved at give lavtlønnede et ekstra jobfradrag på op til 4.500 kr., et højere beskæftigelsesfradrag, hurtigere indfasning af forhøjelse af topskattegrænsen frem mod 2022, fjerne beskatningen af fri telefon og lave et socialt frikort, der giver udsatte borgere mulighed for at tjene et ekstra beløb skattefrit.
»Min grundholdning er, at borgerne bør beholde og selv prioritere en langt større del af de penge, de tjener. Jeg er derfor utrolig glad for, at vores udspil øger den økonomiske gevinst for dem, der hver dag tager en tørn på arbejdsmarkedet,« siger Simon Emil Ammitzbøll, økonomi- og indenrigsminister.
Regeringen mener, at pensionssystemet også trænger til en kærlig hånd, fordi det for en stor gruppe »ikke kan betale sig at spare op i en fradragsberettiget pensionsordning«.
På den baggrund har regeringen og Dansk Folkeparti aftalt at indføre et ekstra skattefradrag for indbetalinger til fradragsberettigede pensionsordninger.
Det skal gøre det attraktivt at spare op til alderdommen, mener erhvervsminister, Brian Mikkelsen (K).
»Det skal kunne betale sig at spare op til pension. For det går ikke, hvis mange danskere fravælger at indbetale til en pensionsordning alene af den grund, at man ikke får en krone ud af det i sidste ende, når der er taget højde for offentlige ydelser og skat,« siger han.
Udover lavere skat på arbejde og flere argumenter for at spare op til pensionen indeholder udspillet også en markant lempelse af registreringsafgiften på biler.
Den ønsker regeringen sænket til 100 procent for alle personbiler, hvor den i dag er 105 pct. af de første 106.600 kr. af bilens værdi og 150 pct. af værdien herover.
Afgiftsnedsættelsen vil betyde et gennemsnitligt prisfald på biler på ca. 15.000 kr.


