Nu koster det kun 680 kr. om måneden at låne 1 mio.
Ydelsen på boliglån er så lav, at det ofte er billigere at eje end at leje.
680 kr. om måneden efter skat. Så lav er udgiften nu for at låne 1 mio. kr., hvis man vælger et afdragsfrit F1-lån. Dermed er ydelsen så lav, at det gør det langt billigere at eje en bolig, end at bo til leje.
»Det er meget billigt at være boligejer i øjeblikket. 680 kr. om måneden så lav en ”husleje”, at det er særdeles svært for andre boligformer at konkurrere, og derfor er det ikke så underligt, at både boligpriser og handelsaktivitet har det godt i øjeblikket,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.
Realkreditinstitutterne er i gang med den store decemberauktion over fleksobligationer, og den har allerede budt på flere rekorder. Laveste F1-rente fås foreløbig i Nordea Kredit. Her er renten ÷0,25 pct.
Rekorden kommer dog ikke nye boligkunder i Nordea Kredit til gode, da instituttet ikke tilbyder nye F1-lån. Kun eksisterende kunder får gavn af den negative rente.
Så meget koster det at låne 1 mio. kr. med afdrag:
| F1 med afdrag | Rente i pct. | Mdl. ydelse efter skat | Mdl. afdrag |
|---|---|---|---|
| Rente i dag | ÷0,01 | 3.510 | 2.880 |
| Rente 1. januar | ÷0,25 | 3.480 | 2.980 |
| Forskel | 0,24 | 30 | 100 |
På et F1-lån med afdrag er ydelsen i dag 3.510 kr. efter skat. I 2018 falder ydelsen til 3.480 kr., hvis den nuværende stemning på auktionerne fortsætter. Det er et lille fald på 30 kr. Samtidig forventes afdraget at stige med ca. 100 kr. om måneden.
Så meget koster det at låne 1 mio. kr. uden afdrag:
| F1 uden afdrag | Rente i pct. | Mdl. ydelse efter skat |
|---|---|---|
| Rente i dag | ÷0,01 | 810 |
| Rente 1. januar | ÷0,25 | 680 |
| Forskel | 0,24 | 130 |
Er lånet uden afdrag, forventes ydelsen at falde fra det nuværende niveau på 810 kr. efter skat til 680 kr. i 2018. Det svarer til et fald på 130 kr. om måneden.
»Det er super dag for boligejerne. En F1-rente på bare -0,25 pct. er den laveste rente, der nogensinde er set på en auktion både i Nordea Kredit og i de øvrige realkreditinstitutter. I Nordea Kredit er vi selvfølgelig både glade og stolte af resultatet, selv om vi selvfølgelig godt ved, at der stadig kan nå at ske noget med renten de sidste to dage af auktionen,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Inden auktionen startede skønnede institutterne, at F1-renten ville lande i omegnen af -0,2 pct.
»Med en foreløbig rente på -0,25 pct. har vi ramt nogenlunde rigtigt, men auktionen har overrasket til den positive side. Det er en afvigelse, vi byder velkommen, og vi er sikker på, at boligejerne vil gøre det samme,« siger Lise Nytoft Bergmann.

