Obligationer på rekordkurs: 1,5 pct. lånet banker på igen
Selv efter kursfradrag ved optagelse af lån er kursen på 2 pct. lånet over 99.
Kursen på 2 pct. lånet banker i vejret og er nu tæt på 100. I realkreditinstitutterne er man begyndt overvejelserne om at introducere et nyt 30-årigt 1,5 pct. lån
»Hvis renten fortsætter med at falde og realkreditinstitutterne beslutter at åbne et 30-årigt 1,5 pct. lån, vil boligejere med fast forrentede 3 pct. og 3,5 pct. lån få en oplagt konverteringsmulighed. Selv boligejere med 2,5 pct. vil i nogle tilfælde også have glæde af at konvertere,,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.
For bare fire måneder siden var kursen på det 30-årige 2 pct. lån med afdrag 96,1. Mandag er kursen 99,5. Det svarer til, at kursen er steget med 3,4 kurspoint i den periode. For boligkøberne betyder det, at de vil få en hovedstol, der er ca. 34.000 kr. lavere for hver million, de har brug for at låne.
»Da mange køber boliger til både 2 og 3 mio. kr. er det et beløb, der er til at mærke,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Der kom nye obligationserier i september, og det er kommet bag på realkreditinstitutterne, at kurserne er steget så markant og så hurtigt. De høje kurser har allerede gjort de nye obligationer populære, og dermed er risikoen for at blive fanget af indlåsningseffekt mere eller mindre forsvundet, mener cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.
Udbetalingskursen efter kursfradrag er aktuelt i omegnen af kurs 99,25 for lånet med afdrag. I Realkredit Danmark er serien nu på 5,1 mia. kr. En grov tommelfingerregel siger, at en serie er likvid, netop når den har rundet de 5 mia. kr.
»Det er gode nyheder for de boligejere, som i den seneste tid har optaget lån i 2 pct.-obligationen i den nye årgang,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
Der er også pæn tilstrømning til den afdragsfrie variant. Realkredit Danmark har udstedt obligationer for omtrent 2,6 mia. kr.
»Med de kursniveauer, vi ser for tiden – og med udsigt til fortsat lave renter i den kommende tid – skal begge 2 pct.-obligationer nok få opbygget en rigtig god likviditet – og dermed sikre en god beskyttelse af friværdien i boligen i tilfælde af, at renterne før eller siden stiger,« mener Christian Hilligsøe Heinig.
Indlåsning kan opstå, hvis en obligationsserie er så lille, at den reelt er på så få hænder, at det bliver investorerne, der mere eller mindre dikterer prisen. Risikoen for indlåsningseffekt afhænger generelt af:
- Seriens størrelse.
- Investorfordelingen og udviklingen i denne over tid.
Derfor kan en serie godt være likvid med mindre seriestørrelse end eksempelvis 5 mia. kr., hvis den er fordelt på mange investorer, mens en større serie med få investorer kan være mindre likvid. Endelig kan en serie, der er likvid her og nu, blive illikvid, hvis investorfordelingen bliver smallere.
»Vi kan nok engang konkludere, at der er masser af attraktive lånemuligheder for boligejerne for tiden – med negative renter på flekslån og rekordlave renter ved at binde renten i op til 30 år,« mener Christian Hilligsøe Heinig.

