Privatøkonomi

Her er vinderne af den store fleksauktion

Flere flekslån får negativ rente i de kommende år.

En rente på godt 0,2 pct. Det er hvad boligejere med F5-lån kan se frem til de næste fem år. Foto: Jens Dresling

Boligejere med flekslån går op til fem år i møde med rekordlave renter. De helt store vindere af fleksauktionen er boligejere med F5-lån.

Deres renteudgifter falder med 1 procentpoint fra 1. januar.

På et afdragsfrit F5-lån falder den månedlige ydelse efter skat med næsten 600 kr. pr. mio. Er lånet med afdrag, falder ydelsen med 220 kr. pr. mio., mens afdraget stiger 370 kr.

De F5-lånere, der har fået renten refinansieret i denne uge, har betalt 1,2 pct. i rente de seneste fem år. Renten for de næste fem år bliver rekordlave 0,22 pct.

Det er resultatet af den auktion, som Nykredit/Totalkredit netop har afsluttet.

Kontantlånsrenten på F1 lander på -0,21 pct. Det er lidt under den eksisterende rekord på -0,23 pct.

Samme billede tegner sig for F3-renten, som hedder -0,14. Her er rekorden -0,16 pct.

Boligejere med F1-lån kan se frem til et ydelsesfald på 130 kr. efter skat pr. måned, hvis lånet er afdragsfrit.

F3’ernes ydelsesfald som følge af rentetilpasningen er 330 kr. For lån med afdrag er fordelen i forbindelse med rentetilpasningen den samme blot fordelt på henholdsvis en lavere ydelse og et højere afdrag.

Realkredit Danmark er ikke færdig med sine auktioner endnu, men de foreløbige resultater er historisk lave renter. Her ligger F1-renten også til at blive -0,21 pct.

Når renten er negativ, får låntageren penge tilbage fra obligationsejeren. Der går dog ikke penge ind på boligejernes og virksomhedernes konti, da der udover renten også skal betales bidrag og evt. afdrag.

Selv om investorerne reelt betaler for at købe obligationerne, har der været stor interesse for at købe dem. I Nykredit har der været tre gange så mange bud, som der var behov for.

BRANCHENYT
Læs også