Privatøkonomi

Stor interesse for superlånet, men kursen skuffer

De første handler med BRFkredits nye 1,5 pct. obligationer er gennemført.

Mange boligejere har fået øjnene op for det nye 1,5 pct. lån, og at de måske skal være hurtigt ude. Foto: Martin Lehmann

Interessen for at få et tilbud i det nye superlån, der er baseret på en 30-årig 1,5 pct. obligation, er stor.

For første gang er der handlet i den nye obligation, men kursen skuffer, selv om den stadig er over 95. Det er BRFkredit, der først har trykket på affyringsknappen, og 1,5 pct. obligationen handles torsdag til kurs 95,25.

Ifølge en gammel tommelfingerregel i realkreditten skal en obligation være i en kurs på 95 eller derover, før den er attraktiv. Ellers er kurstabet for stort.

Så timingen er ikke optimal med en beskeden rentestigning torsdag. Forventningen var en kurs mellem 95,5 og 95,75.

Interessen for det nye lån er markant, faktisk så markant at det lægger pres på telefonlinjerne i BRFkredit.

»Ja, der er ret stor interesse for at få lån - det er især låntagere med 3 pct. lån. Men vi ser også, at folk med interesse i at binde renten i længere tid får sig et tilbud,« siger afdelingsdirektør i BRFkredit, Mikkel Høegh.

Hvis kurserne holder, forventer han, at interessen øges.

»Det her er kun begyndelsen. I takt med, at nyheden spredes, vil flere tage kontakt. Vi sidder klar i afdelingerne og ved telefonerne og kan allerede nu anbefale at tage kontakt ved spisetid, hvor det er nemmest at komme igennem telefonkøen,« siger Mikkel Høegh.

Totalkredit og Nordea Kredit har også lanceret et 1,5 pct. lån. Kun Realkredit Danmark har indtil videre ladet være, men overvejer situationen.

Der har været et 30-årigt 1,5 pct. lån før. Det var før den 1. september, hvor alle obligationsserier planmæssigt blev udskiftet. Det sker hvert tredje år.

Lektien fra det gamle 1,5 pct. lån er, at der ikke skulle meget til, før kursen faldt så meget, at det ikke længere var attraktivt. Det blev primært brugt af boligforeninger og virksomheder. Kun de mest risikovillige boligejere valgte lånet.

Fordelen ved det er den store kursfølsomhed. Stiger renten blot 1 procentpoint, falder kursen på lånet mellem 8 og 9 point. Det vil sige, at restgælden falder, hvis renten stiger. For et lån på 1 mio. kr. er der altså tale om et fald på mellem 80.000 og 90.000 kr.

BRANCHENYT
Læs også