Privatøkonomi

Dramatisk rentedag: Nordea lukker for 2 pct. lån

1,5 pct. lånet kan for alvor få et gennembrud.

Vild udvikling på rentemarkederne sikrer boligejerne rekordbillige lån. Arkivfoto: Michael Hansen

Fredag blev en dramatisk dag på rentemarkederne. For første gang er det nu ikke længere muligt at få et 2 pct. lån i et dansk realkreditinstitut. Nordea Kredit må lukke for lånet fra på mandag, fordi gennemsnitskursen rundede 100 fredag.

»Det er første gang, vi står med et lukket 2 pct. lån med afdrag. Heldigvis har vi allerede en 30-årig 1,5 pct. obligation på hylderne, så boligejere, der står og skal optage et nyt realkreditlån, kommer ikke i vanskeligheder af den grund. Der er en anden attraktiv vare på hylderne,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Ingen havde forudset den vilde udvikling på rentemarkederne. Ved middagstid lå kursen på 2 pct. lånet på en kurs omkring 99,6.

Det fik Realkredit Danmark til at udsende en meddelelse om, at man godt nok åbnede et 1,5 pct. lån, men at det naturlige valg fortsat ville være 2 pct. lånet.

Men i løbet af eftermiddagen steg kurserne markant, og på et tidspunkt var kurserne over 100 i tre af institutterne.

For at et lån skal lukke, kræves det, at gennemsnitskursen over en hel dag runder 100. At den gør det i enkelte handler er altså ikke nok.

Kursen på 1,5 pct. obligationen er helt oppe omkring 96 nu, og det er en meget attraktiv kurs for et lån, der kan give nogle historisk gode konverteringsmuligheder.

I de institutter, hvor man stadig kan få et 2 pct. lån, kan man glæde sig over, at kursen er meget tæt på 100. Fredag udbetalte Nordea således lån til kurs 99,925.

Når kursen danser omkring 100, har man som boligejer god mulighed for at gardere sig. Man kan altid få et lånetilbud, når kursen er under 100.

Stiger kursen, kan man score en kursgevinst eller nyde godt af, at det billigere lån - i dette tilfælde 1,5 pct. lånet - også stiger i kurs.

Falder kursen, kan man bare smide lånetilbuddet væk. Man kan gardere sig yderligere ved at få et lånetilbud i to låntyper.

Også 2 pct. lånet med afdragsfrihed handles i en rekordhøj kurs på 98,5.

BRANCHENYT
Læs også