Privatøkonomi
0

Du får 0 pct. i rente hos storbankerne

Sådan får du den bedste rente på opsparing og lønkonto.

Det er ikke ligegyldigt, hvilken bank man sætter sine penge ind i, selv om indlånsrenterne er rekordlave. Foto: Lasse Kofod

Jagten på en fornuftig indlånsrente kan synes håbløs. Siden 2013 har de fem største danske banker giver 0 pct. i rente på en lønkonto, men selv beskedne renter giver et mærkbart merafkast, viser en undersøgelse, som Mybanker har foretaget.

Hvis man satte 100.000 kr. ind på en lønkonto i en af landets fem største banker i 2008, ville pengene i gennemsnit være vokset til 101.304 kr. i dag. Hvis man i stedet havde fundet lønkontoen med den bedste rente, ville pengene være vokset otte gange så meget og i dag være 110.331 kr. værd.

»Det er mange penge – især på en lønkonto. Der hersker en opfattelse af, at renten er så lav og har været det siden finanskrisen, at man som forbruger ikke behøver at tænke over, hvor ens løn går ind – men det kan i den grad betale sig,« siger Morten Westergaard, der er direktør i Mybanker.

Landets fem største banker har siden 2013 i snit givet 0 pct. i rente på en lønkonto, mens det i nogle af årene har været muligt at få op til 0,75 pct. andre steder. Når renters rente-effekten medtages, bliver renteforskellen til en pæn portion penge med årene.

Renteniveauet faldt dramatisk efter finanskrisen, men det har været - og er fortsat - stadig muligt at tjene penge på at have sin løn stående i banken frem for at have den liggende under hovedpuden.

I kroner og øre er forskellen på markedets bedste rente og de største bankers gennemsnitlige renter til at tage at føle på, når det gælder opsparingskonti – altså konti, hvor man binder sine penge i en periode, mener Morten Westergaard.

»Bankerne er villige til at give dig en højere rente, mod at du til gengæld ikke har mulighed for at hæve pengene i en bindingsperiode. Der har virkelig været penge at hente ved at vælge sin opsparingskonto med omhu – ja, faktisk mere end 1000 kr. om året for en opsparing på 100.000 kr.,« siger Morten Westergaard.

Hvis man havde valgt at sætte 100.000 kr. ind på en opsparingskonto til markedets bedste rente i 2008 og bundet pengene i ét år ad gangen for så at flytte pengene rundt til de højeste renter, ville de 100.000 i dag være vokset til mere end 121.000 kr.

Hvis man i stedet havde bundet pengene i de fem største banker, ville ens penge ud fra en gennemsnitlig betragtning i dag blot være godt 107.000 kr. værd.

»Der er altså tale om en forskel på ca. 14.000 kr. – for at se sig for og flytte sine penge rundt. Man vil højst sandsynligt kunne se det samme mønster om 5 og 10 år, så det er altid en god idé at undersøge, hvor man kan opnå den bedste rente, men samtidig være obs på, hvilke vilkår der gælder for den pågældende konto,« siger Morten Westergaard.

BRANCHENYT
Læs også