Privatøkonomi

De rigeste i verden blev 17 mia. kr. rigere i 2017 - om dagen

Amazon-stifteren Jeff Bezos ser ud til at ende som verdens rigeste i 2017, efter at han har øget sin formue med 215 mia. kr.

Der findes ikke mange billeder af verdens to rigeste sammen. Her ses de, Jeff Bezos og Bill Gates, dog sammen på en konference i 2001. Foto: AP/MARTY LEDERHANDLER

2017 har været et glædens år for verdens 500 rigeste, hvis formuernes udvikling da afspejler ejernes humør. Tilsammen blev de nemlig knap 1 billion dollars rigere. Eller hvad der svarer til 6.200 mia. kr.

Dermed blev de tilsammen 17 mia. kr. rigere om dagen, og det var fire gange så meget som året før. Det viser en opgørelse fra Bloomberg, der følger og kortlægger formuerne blandt verdens rigeste.

Den samlede formue blandt de 500 velhavere er nu oppe på 33.286 mia. kr. - eller skrevet ud: 33.286.000.000.000 kr.

Det er en stigning på 23 pct. i 2017, der vidner om, at de rigeste har været gode til at investere. Til sammenligning er de globale aktier steget med ca. 20 pct. i 2017.

Listen over verdens fem rigeste ser nu sådan du:

Navn Formue i mia. kr. Formueforøgelse i mia. kr.
Jeff Bezos (Amazon) 625 mia. kr. 215 mia. kr.
Bill Gates (Microsoft) 573 mia. kr. 56 mia. kr.
Warren Buffett (Berkshire Hathaway) 534 mia. kr. 74 mia. kr.
Amancio Ortega (Inditex) 474 mia. kr. 21 mia. kr.
Mark Zuckerberg (Facebook) 456 mia. kr. 142 mia. kr.

Stifteren af den digitale handelsplatform Amazon, Jeff Bezos, er med 215 mia. kr., den der har øget sin formue mest. I 2017 steg aktierne i Amazon nemlig med over 50 pct., og den stigning har gjort Jeff Bezos til verdens rigeste person. En position, han kun har, fordi Bill Gates på andenpladsen har foræret en betydelig del af sin formue væk.

Mest bemærkelsesværdig var måske udviklingen i kineseren Hui Ka Yans formue. Han er stifter af Kinas andenstørste entreprenørvirksomhed Evergrande Group, der i Europa måske mest er kendt for at være hovedaktionær i fodboldklubben Guangzhou Evergrande, der har den tidligere verdensmester Fabio Cannavaro på trænerbænken.

Hui Ka Yan mere end tredoblede sin formue i 2017 - fra 46 mia. kr. til 209 mia. kr.

En af dem, der til gengæld raslede ned af ranglisten, var investoren, forretningsmanden og filantropen George Soros. For få år siden blandede han sig i top 30, men siden er han dumpet ned som nummer 195. At formuen er skrumpet ind til 50 mia. kr. har dog været helt bevidst, da George Soros har doneret i omegnen 113 mia. kr. til velgørende formål.

Læs også
Top job