Fortsæt til indhold

Nyt kursdyk: Dyrere at optage boliglån med afdrag

Kurserne falder igen på boligobligationerne.

Privatøkonomi

Kurserne på de mest populære boliglån bliver ved med at falde. Faldet er så markant, at et nyt 30-årigt 2,5 pct. lån med afdrag kan være på trapperne.

Torsdag morgen blev der åbnet for 2,5 pct. lånet uden afdrag.

»Set med vores øjne er det for tidligt at åbne for 2,5 pct.-lånet med afdrag, da 2 pct.-lånet er et bedre alternativ. Det skyldes en fornuftig kurs og en rigtig god likviditet. Det er en billigere løsning over tid i forhold til 2,5 pct.-lånet. Men vi overvåger løbende markedet og står parat til at agere hurtigt, hvis markedssituationen ændrer sig,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

Alle realkreditinstitutter har et 2,5 pct. lån uden afdrag, men det lukkede hurtigt. Det blev genåbnet torsdag, men fra en kurs lige under 100, er det nu faldet til under kurs 99.

»Det er noget af en velkomst 2,5 pct.-lånet har fået. Kurserne suser videre ned i dag,« konstaterer Christian Hilligsøe Heinig.

2 pct.-lånet uden afdrag er faldet under smertegrænsen på 95, og varianten med afdrag er faldet under kurs 96.

»Vi har en aktuel udbetalingskurs efter kursfradrag på kurs 96 på 2 pct.-lånet med afdrag – for præcis en måned siden lå kursen tæt på 100. Det er klart, at med den udvikling vi ser i øjeblikket, er vi ikke langt fra, at vi kan se 2,5 pct. med afdrag i spil,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Det 30-årige 1,5 pct. lån har også fået nogle gevaldige kurshug. Kursen er tæt på 92.

De 20-årige lån er også ramt, men jo kortere løbetid, der er på lånene, desto mindre er kursudsvingene. Et 20-årigt 1,5 pct. lån kan fås til en kurs lige under 96, og et 1 pct. lån til kurs 94.

Artiklens emner
Realkredit Danmark
Nordea Kredit