Boligkøbernes jagt på rabat giver bonus
Selv om 2017 var et godt år for boligmarkedet, blev der givet store rabatter.
Selv på et brandvarmt boligmarked kan det betale sig at forhandle om priserne. I 2017, der var et af de bedste boligår i nyere tid, blev der givet rabatter ved bolighandler for 6,3 mia. kr., viser nye tal fra Boligsiden.dk.
Det er en stigning på 17 pct. i forhold til året før. I 2016 blev der givet rabatter for 5,4 mia. kr. Rabatterne fordeler sig på denne måde:
| Boligtype | Nedslag i kr. |
|---|---|
| Ejerlejlighed | 1.030.263.914 |
| Villalejlighed | 58.373.199 |
| Villa | 4.016.317.615 |
| Rækkehus | 431.602.540 |
| Fritidshus | 743.961.204 |
| I alt | 6.280.572.472 |
Kilde: Boligsiden.dk
Fokuserer man på villasalget, der udgør den største del af bolighandlerne, blev der i gennemsnit givet rabat på 97.585 kr. ved hver af de i alt 41.157 handler, der blev indgået i løbet af 2017. Samlet set udgør nedslaget på villahandlerne to tredjedele af det totale beløb.
Målt på hver ejendom er nedslaget lavere i 2017, men den samlede sum er altså noget større.
»Årsagen er, at der blev solgt langt flere boliger sidste år end i 2016, og at der fortsat bliver forhandlet på prisen i langt de fleste handler. Eneste undtagelse er i de mest attraktive kvarterer i København, hvor vi fortsat ser et stort antal boliger, der bliver solgt til prisen eller mere,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
Ejerlejligheder udgør den næststørste andel i nedslaget efter villaer. Købere af ejerlejligheder fik rabatter for godt 1 mia. kr..Herefter følger fritidsboliger og rækkehuse.
»Handelstallene for januar i år tyder på, at den samlede aktivitet på boligmarkedet fortsætter på det høje niveau, som vi så sidste år. Og selv om renten er steget en lille smule, forventer vi ikke et dyk i salget, så mit bud er, at vi om et år kan rapportere om et samlet nedslag for 2018, der som minimum bliver ligeså stort som i 2017,« mener Birgit Daetz.

