Boligrenterne falder igen: 2,5 pct. lån sendt ud i kulden
Tiden er kommet til at få del i den lave rente, mener chefanalytiker.
De nye 2,5 pct. lån er blevet kvalt i fødslen. I de senere uger har realkreditinstitutterne introduceret en variant både med og uden afdrag, men mandag har kursen rundet 100, og så er der lukket for udstedelse.
Der skal ikke særligt store rentebevægelser til, før det får konsekvenser for boligejernes lånevalg. Det er muligvis snart sidste chance for at sikre sig et lån med rekordlav rente, mener chefanalytiker i Spar Nord, Martin Lundholm.
»Netop den seneste tids udvikling betyder, at det er en god ide at følge markedet tæt, hvis man overvejer at sikre renten helt med et fast forrentet lån eller delvist med enten et F5-lån eller med et halvt F-kort-lån og et halvt fast forrentet lån,« mener Martin Lundholm.
For boligejerne betyder rentefaldet, at begge 2 pct. lån er inde i varmen igen, fastslår boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.
»Der er ingen grund til bekymring, da vi i forvejen anbefaler at boligejerne vælger det 30-årige 2 pct. lån, hvis de har en lang tidshorisont i deres bolig og forventer stigende renter over de kommende år,« siger Lise Nytoft Bergmann.
I Nordea Kredit forventer man et gensyn med 2,5 pct. lånet i løbet af året.
