Fortsæt til indhold

Så meget koster den høje levealder dig

Det giver god mening at komme i gang med at spare op til alderdommen så tidligt som muligt.

Privatøkonomi

Vi bliver ældre. Ifølge Danmarks Statistik er danskernes levealder steget med mere end to år. En 65-årig kvinde kan i dag forvente at blive 86 år og en jævnaldrende mand 83 år.

Det er den ubetinget gode nyhed. Den knap så gode nyhed er, at det koster at blive ældre, hvis vi vil bevare den samme levestandard. Danica sætter nu for første gang tal på, hvor meget det koster.

Hvis pengene slet ikke forrentes, skal man i alt spare 12 pct. ekstra op. Forrentes pengene med 3,5 pct., kan man nøjes med 8 pct.

»Det, at vi lever længere og er blevet rigere, giver os bedre muligheder for at leve et liv, der lever op til de drømme og forventninger, vi har. Det stiller til gengæld større krav til den opsparing, man har ved pensionering,« siger seniorøkonom i Danica, Mads Moberg Reumert.

Og der er vel at mærke tale om, at man skal spare de 8 eller 12 pct. ekstra op i hele opsparingsperioden, understreger han.

»Starter man senere med den ekstra forhøjelse, skal bidraget være endnu større. Med andre ord er der store gevinster forbundet med at starte tidligt med at spare op til pension. Det understreger behovet for, at vi i højere grad tidligt får truffet bevidste valg om vores opsparing,« siger Mads Moberg Reumert.

Danica anbefaler generelt livsvarige pensioner. Dermed har man økonomisk tryghed hele livet. En undersøgelse fra pensionsselskabet viser, at danskerne bruger lige mange penge hele pensionslivet. Det er bare noget forskelligt, hvordan vi bruger dem.

I starten går pengene i høj grad til rejser. Senere er der i højere grad tale om helbredsorienterede udgifter.

Og danskerne har i dag bedre muligheder for at få en optimal alderdom. Formuerne i familierne har aldrig været større. Det skyldes blandt andet, at vi bliver længere på arbejdsmarkedet og dermed har endnu større muligheder for at spare op.

»Det er ikke ligegyldigt, hvad man har sparet op i. Sammenlignet med mange andre opsparingsformer har pensionsopsparing en relativt lempelig afkastbeskatning. Og pensionsopsparing er den eneste måde, hvor man kan sikre sin indkomst og tryghed livsvarigt,« siger Mads Moberg Reumert.

Han understreger, at det også for mange giver mening at øge opsparingen i frie midler, ikke mindst hvis man er i risikozonen for at blive ramt af modregning. Frie midler modregnes nemlig ikke i offentlige ydelser.

Artiklens emner
Danica Pension
Mads Moberg Reumert