Privatøkonomi

Nu er det billigere at bygge nyt - men kun hvis du gør det selv

Priserne på eksisterende boliger stiger mere end omkostningerne ved at bygge nyt.

Udgifterne til håndværkerlønninger er steget, men det kan stadig betale sig at bygge nyt. Arkivfoto:Max Rosereau Arkivfoto: Colourbox

Det er blevet billigere at bygge et nyt hus, men kun hvis du er klar til at gøre det selv. På et år er udgifterne til byggematerialer faldet med 0,2 pct. Til gengæld er udgifterne til arbejdsløn steget med 1,9 pct., viser nye tal fra Danmarks Statistik.

»Det er en glædelig udvikling for de husbyggere, der klarer en del af arbejdet selv, mens husbyggere, der har behov for, at håndværkerne klarer alt, må acceptere, at prisen er lidt højere i dag end for et år siden. De kan dog glæde sig over, at stigningen ikke er særligt stor,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Det er især jord- beton og betonelementarbejde, der er blevet dyrere. Her er arbejdsomkostningerne på et år steget med henholdsvis 3 pct. og 2,8 pct.

Til sammenligning er udgifterne til malerarbejde blot steget 0,3 pct. Sammenligner man 3. kvartal sidste år i forhold til 4. kvartal, er udgifterne til malerarbejde oven i købet faldet med 0,4 pct.

Sådan har udgifterne til nybyggeri udviklet sig på et år:

Ændring, år Omkostningsindeks Materialer Arbejdsløn
Boliger, i alt 0,49 0,00 1,93
Enfamiliehuse 0,39 -0,20 1,93
Etageboliger 0,98 0,40 2,02

Kilde: Danmarks Statistik

Forventningen er, at priserne stiger endnu mere i år, understreger afdelingsdirektør i BRFkredit Mikkel Høegh.

»Det økonomiske opsving har manifesteret sig i høj beskæftigelse. Det bliver ikke nemmere at finde den kvalificerede arbejdskraft de kommende år. Tilsvarende vil det opsving, vi har set i boligmarkedet, medføre, at flere vil overveje at bygge nyt,« siger Mikkel Høegh.

At bygge nyt kan være en bedre forretning end at købe en eksisterende bolig. Det skyldes, at priserne på boliger er steget mere end udgifterne til at bygge nyt, forklarer Lise Nytoft Bergmann.

Ifølge Boligsidens markedsindeks steg kvadratmeterpriserne på parcelhuse fra 12.846 til 13.395 kr. i løbet af 2017. Det er en stigning på 4,3 pct.

»Eksisterende huse er steget væsentligt mere i pris end nye huse det seneste år. Dagens tal peger i retning af, at nybyggeriet er blevet mere attraktivt,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Den almindelige inflation steg med 1 pct. i 2017, mens lønningerne steg med 1,8 pct. Da de samlede byggeomkostninger kun et steget med 0,4 pct., er det derfor blevet relativt billigere at underskrive en nybyggerkontrakt.

Læs også
Top job