Finansuro hjælper boligejerne: 1,5 pct. lånet er for alvor i spil
Populære boliglån har nået flotte kursniveauer igen.
De seneste dages finansuro har sendt obligationskurserne op i rekordniveauer igen. Kursen på det populære 2 pct. lån med afdrag er nu helt oppe omkring 99, og danmarkshistoriens billigste 30-årige lån med fast rente, 1,5 pct. lånet, er tæt på kurs 95.
Den kurs opfattes af mange som en minimumsgrænse for, hvornår et lån er attraktivt eller ej. Et kurstab på fem eller derunder kan de fleste leve med.
I Nordea Kredit anbefaler man 1,5 pct. lånet til kunder med en lang tidshorisont. I Realkredit Danmark og Totalkredit er man mere forbeholden. Her er anbefalingen primært 2 pct. lånet, fordi der ligger en stor obligationsserie bag. Dermed er boligkunderne sikre på at få en konkurrencedygtig kurs.
Der er tale om et bemærkelsesværdigt kurs-comeback. I begyndelsen af året faldt kurserne på de fast forrentede lån med mere end 4 point.
Men udviklingen er vendt de seneste seks uger. Kursstigningen i perioden svarer til, at ydelsen før skat på et nyt 30-årigt fastforrentet lån er 140 kr. lavere i dag for hver mio. kr., man låner, og hovedstolen er godt 30.000 lavere.
Det seneste år har de fast forrentede lån stået for mere end halvdelen af alle udbetalte lån. Langt de fleste er 30-årige lån med 2 pct. i rente.
»Frem til sommer forventer vi ikke, at det overordnede billede på renterne ændrer sig i voldsom grad. Der er dog nervøsitet i markederne, og vi kan forvente en del udsving i renterne fra uge til uge og måned til måned,« siger chefanalytiker i Totalkredit, Jeppe Borre.
Kursen på 2 pct. lånet uden afdrag er nu tæt på 97.



