Fortsæt til indhold

Så meget må du give konfirmanden skattefrit i gave

Er man ikke nær familie til konfirmanden, skal man være mere varsom.

Privatøkonomi

Skal man til konfirmation i år, kan det være en god idé at orientere sig i reglerne for størrelsen på konfirmationsgaven.

Konfirmanden kan nemlig risikere at blive beskattet, hvis man som gavegiver ikke holder sig inden for reglerne, fortæller Per Ørtoft Jensen, der er partner og skatteekspert i PwC.

Er man nær familie - det vil sige forælder, stedforælder, plejeforældrer eller bedste- eller oldeforælder - til konfirmanden, må man i 2018 forære konfirmanden op til 64.300 kr., uden at konfirmanden bliver beskattet.

»Det er kun i de tilfælde, hvor man vælger at forære konfirmanden gaver over det beløb, at konfirmanden bliver beskattet. Skatten lyder i de tilfælde på 15 pct. af det beløb, der ligger over grundbeløbet,« siger Per Ørtoft Jensen.

Reglerne bliver dog mere uklare, hvis man ikke betragtes som nær familie.

»Faktum er, at vi ikke har klare retningslinjer for de gaver, der er givet af venner og familie uden for den nære familie, men blot en administrativ praksis om lejlighedsgaver, som kan være svær at gennemskue,« siger Per Ørtoft Jensen med henvisning til, at Skat har udarbejdet en kortfattet, vejledende tekst på området.

Teksten giver en indikation af, at når Skat skal vurdere, om en gave er skattepligtig, ser man på gavens størrelse i forhold til den relation, der er mellem giver og modtager, ligesom man også ser på, hvilken begivenhed der er tale om.

»Hører man til uden for den nære familie og giver man normalt gaver i den dyrere ende, må størrelsen på en konfirmationsgave også kunne ligge højere. Men giver man normalt ikke dyre gaver i anden sammenhæng, skal man nok være varsom med, hvad der kan betragtes som en skattefri konfirmationsgave,« siger Per Ørtoft Jensen.

Artiklens emner
Skat
PWC