Fortsæt til indhold

Rentependulet svinger: Billigt boliglån i spil igen

De lange renter er faldet igen, og det giver flere lånemuligheder.

Privatøkonomi

Rentependulet svinger igen, og det betyder, at det 30-årige 1,5 pct. lån igen er inde i varmen med en kurs over 95. Trods kurstabet er lånet attraktivt for nogle boligejere i forhold til 2 pct. lånet, mener Nordea Kredit.

»Vi anbefaler, at boligkøberne vælger det 30-årige 1,5 pct. lån, hvis de har en lang tidshorisont og tro på stigende renter. Hvis tidshorisonten er kort, og boligkøberne tror på faldende eller stabile lange renter, anbefaler vi det 30-årige 2 pct. lån,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Så meget koster det at låne 1 mio. kr.:

1,5 pct. lånet2 pct. lånet
Månedlig ydelse første år efter skat3.680 kr.3.640 kr.
Hovedstol1.080.000 kr.1.037.000 kr.
Samlet tilbagebetaling efter skat1.333.000 kr.1.343.000 kr.

Kilde: Nordea Kredit

Den månedlige ydelse efter skat er på 3.680 kr., hvis der er tale om et 30-årigt 1,5 pct. lån og på 3.650 kr., hvis der er tale om et 30-årigt 2 pct. lån.

2 pct. lånet er således marginalt billigere end 1,5 pct. lån. Målt over hele lånets løbetid er billedet anderledes. Beholder man lånet til udløb, vil man samlet set have betalt 1.333.000 kr., hvis man har valgt det 30-årige 1,5 pct. lån, men 1.343.000 kr., hvis man har valgt det 30-årige 2 pct. lån.

»Der er tale om to gode lån, der koster stort set det samme. Men man er lidt bedre stillet med det 30-årige 1,5 pct. lån, hvis renten stiger,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Falder renten, er 2 pct. lånet bedst. Det skyldes, at der med en kurs omkring 99 næsten ikke er et kurstab, når man optager lånet.

Så meget falder kursen på et lån på 1 mio. kr. ved en rentestigning:

1 pct. point2 pct. point3 pct. point
1,5 pct. lån916.000815.000726.000
2 pct. lån928.000831.000743.000

Kilde: Nordea Kredit

Stiger renten med 1 pct.-point, forventer Nordea Kredit, at man kan indfri 1,5 pct.-lånet for 916.000 kr. og 2 pct. lånet for 928.000 kr. I den situation vil 1,5 pct. lånet være bedst.

Fordelen bliver endnu større, hvis renten stiger yderligere.

»Vi tror, at der er større sandsynlighed for, at renten stiger i løbet af de næste år, end for at renten falder. Derfor anbefaler vi det 30-årige 1,5 pct. lån til de kunder, der har samme forventning, eller ønsker et lån, de blot vil holde til udløb eller i hvert fald i mange år frem,« siger Lise Nytoft Bermgann.

Er boligkøberne usikre på, hvad der kommer til at ske med renterne, og bange for at renterne falder yderligere, bør de vælge 2 pct.-lånet, lyder rådet.

På nuværende tidspunkt er der udstedt for ca. 3,4 mia. kr. i de 30-årige 1,5 pct. lån. Det fordeler sig med knap 600 mio. kr. i Nordea Kredit, godt 700 mio. kr. i BRF, godt 800 mio. kr. i RD og knap 1,3 mia. kr. i Nykredit.

Artiklens emner
Nordea Kredit
Lise Nytoft Bergmann