Privatøkonomi
0

Vild udvikling: På tre måneder købte vi boliger for 37 mia. kr.

Boligpriserne er steget markant de seneste fem år.

Boligmarkedet har fået det markant bedre, og vi er klar til at betale prisen. Arkivfoto: Jan Dagø

I årets første tre måneder købte danskerne boliger for 37,6 mia. kr., viser nye tal fra Boligsiden.dk. Det er en fordobling på bare fem år.

I 1. kvartal 2013 betalte vi i gennemsnit 1,9 mio. kr. for en bolig, mens vi nu betaler 2,4 mio. Det svarer til en stigning på omkring 27 pct.

»Om man køber villa, rækkehus, villalejlighed eller ejerlejlighed, eller om det er på Sjælland, Fyn, Bornholm eller i Jylland er underordnet – tendensen med stigende købesummer er den samme i hele landet,« konstaterer kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, Birgit Daetz.

En af forklaringerne på fremgangen er, at udgifterne til at bo ikke er steget særligt meget. Tværtimod faldt omkostningerne ved at eje en bolig betydeligt fra 2009 til 2016. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Så mange penge er der solgt private boliger for i årets første kvartal siden 2013:

Tal i mia. kr.201320142015201620172018
Bornholm79,671,6    83,5    114,4    168,5    150,8 
Fyn896,41.005,6   1.610,0    1.624,5    1.875,7    2.223,7  
København4.096,2    5.340,6    8.872,4  7.715,4  9.269,2    8.622,7
Kbh. omegn2.784,5    3.249,0    5.176,4    4.571,6    5.727,7    5.419,9
Nordjylland1.377,7    1.303,7    1.926,0    1.987,7    2.365,5    2.461,5    
Nordsjælland2.276,0    2.749,5    3.837,7    3.843,6    4.775,5    4.350,0  
Sydjylland1.355,6    1.448,2    2.075,4    1.979,0    2.438,0   2.624,4  
Vest- og Sydsj.965,4    1.040,8    1.353,1    1.534,6   1.888,0    2.188,6 
Vestjylland707,2    861.636,7    1.040,1    1.051,2    1.271,9    1.319,2 
Østjylland2.952,9    3.050,7    4.747,7    4.651,9    5.476,2    5.794,7
Østsjælland1.007,0    1.113,3    1.772,4    1.858,6    2.117,9   2.477,0 
Hele landet18.498,5    21.234,6    32.494,5    30.932,5   37.374,1    37.632,6

Kilde: Boligsiden.dk

Når man skal regne ud, hvad det koster at eje sit eget hjem, skal man kigge på mere end blot købesummen. Her skal tages højde for renten på boliglånet, skatten af boligens værdi og vedligeholdelse holdt op imod at man kan få en gevinst ved stigende boligpriser.

Særligt i Københavns By, der tæller kommunerne København, Frederiksberg, Dragør og Tårnby, graver de købelystne dybere i lommerne.

Sammenligner man 1. kvartal 2013 med 1. kvartal 2018, er der sket en stigning i købesummen på 47,8 pct. I kroner og øre betyder det, at en bolig i gennemsnit blev handlet for 2,7 mio. kr. 2013, mens beløbet lød på 3,9 mio. kr. i år. Det er specielt ejerlejlighederne, der trækker priserne op i København.

»Ejerlejligheder udgør fire af fem handler i København by, og når vi ser på netop den boligtype, er købsbeløbet steget langt mere end det gennemsnitlige, nemlig 60 pct. Kvadratmeterprisen er steget eksplosivt i perioden. Så når bolighandlerne er blevet dyrere, er det ikke et udtryk for, at folk køber større boliger,« siger Birgit Daetz.

Østsjælland følger trop i toppen med en stigning på 36 pct., mens Vest- og Sydsjælland har oplevet den tredjestørste vækst med 30,5 pct. Mindst har udviklingen været i Nordjylland, der har oplevet en fremgang på 15,7 pct.

BRANCHENYT
Læs også