Privatøkonomi

Hus- og lejlighedspriserne steg igen i april - ejere har tjent over 100.000 kr. siden årsskiftet

Boligmarkedet har fået en solid start på 2018. Den gennemsnitlige hus- og lejlighedsejer har på papiret tjent mere end 100.000 kr.

Priserne har taget et endnu et nøk opad i 2018. Foto: Peter Hove Olesen

Priserne på boligmarkedet fortsætter med at stige. I april steg huspriserne med 1,4 pct., mens lejlighedspriserne steg med 0,2 pct., viser friske tal fra Danmarks Statistik. Set over årets første fire måneder er huspriserne dermed steget med 6,5 pct., mens stigningen for lejligheder lyder på 4,8 pct.

»En stigning i huspriserne er på 6,5 pct. på bare fire måneder er en særdeles flot fremgang, selv når man tager i betragtning, at der er tale om en årstid, hvor priserne normalt stiger. Vi vurderer, at den faldene rente og den stigende beskæftigelse er de primære årsager til fremgangen,« skriver Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit, i en kommentar.

Omregner man procentsatserne til kroner og øre, er landets husejere på papiret i gennemsnit blevet 120.000 kr. rigere, mens tallet for lejlighedsejere lyder på 103.000 kr., viser beregninger fra Nordea Kredit.

»Boligejerne har øget deres friværdi. En gennemsnitlig husejer har således oplevet af murstenene er blevet næsten 1.000 kr. mere værd om dagen, mens en gennemsnitlig lejlighedsejer har oplevet en værdistigning på 850 kr. om dagen,« skriver Lise Nytoft Bergmann.

I Nykredit, der er landets største realkreditinstitut, hæfter man sig bl.a. ved, at handelsaktiviteten på lejlighedsmarkedet er faldet med 7,4 pct. de seneste tre måneder.

»Ejerlejlighedsmarkedet er ikke i krise. At antallet af handler falder, og at priserne fremadrettet stiger i et mere moderat tempo, er faktisk en udmærket udvikling. Det betyder nemlig, at risikoen for, at priserne kommer ud af trit med de underliggende økonomiske forhold reduceres. Dermed er der også en mindre risiko for, at man i København vil se et priskollaps, som vi har set i både Oslo og Stockholm gennem det seneste år,« skriver Mira Lie Nielsen, der er bolig- og formueøkonom i Nykredit.


BRANCHENYT
Læs også