Privatøkonomi

Danskerne betaler ekstra for gratis roaming på mobilen i EU

Danske mobilkunder må finde sig i prisstigninger efter nye roaming-regler fra EU. Det fastslår ny afgørelse fra Teleankenævnet.

Priserne på flere mobilabonnementer steg som følge af nye EU-regler forrige sommer. Det er sket i overensstemmelse med reglerne, fastslår ny afgørelse fra Teleankenævnet. Foto:

Du kan roligt tage din mobil med på sommerferie og roame gratis, hvis du rejser i EU.

Den besked har flere danskere det seneste år modtaget fra deres teleselskab, efter at nye regler om EU-roaming trådte i kraft forrige sommer. Med budskabet om, at det ikke ville koste ekstra for de danske mobilkunder, gav teleselskaberne umiddelbart deres abonnenter mulighed for at roame i EU inden for deres abonnement, uden at det ville koste ekstra.

Men nu ser det, ifølge fagmediet Ingeniøren, alligevel ud til, at de danske mobilkunder kommer til at betale regningen for de ændrede EU-regler. Det sker til trods for at EU-kommissionen i fjor hævede, at kunderne ikke ville komme til at betale for de nye ændringer.

Alligevel valgte flere teleselskaber forrige sommer at hæve priserne for kundernes mobilabonnementer med 10 eller 20 kroner. Men en afgørelse fra Teleankenævnet slår nu fast, at det er sket i overenstemmelse med reglerne. Det skriver Ingeniøren.

Afgørelsen kommer efter, at en TDC-kunde klagede over, at to af hans abonnementer hos TDC's Yousee hver steg med 10 kroner. Centralt i afgørelsen er en udtalelse fra Energistyrelsen, der varetager telereguleringen i Danmark. Ifølge Ingeniøren udtalte styrelsen, at den ikke finder klagen som en overtrædelse.

»Det er Energistyrelsens vurdering, at det som udgangspunkt er tilladt for udbydere generelt at hæve prisen på deres abonnementer som følge af forøgede omkostninger, uanset de nye roaming-regler,« skriver fuldmægtig i styrelsen, Anna Ulrikke Bruun, i en mail til Ingeniøren.

Hun understreger, at teleselskaberne ikke kan opkræve særskilt betaling for roaming, som det tidligere har været tilfældet. Ligesom abonnementerne ikke må være dyrere end tilsvarende abonnementer uden roaming.

BRANCHENYT
Læs også