Privatøkonomi
0

Butikker taber millioner: Kunder snyder og sender brugt tøj retur

Flere millioner kroner går hvert år tabt, når danskere returnerer brugt tøj i butikker eller på nettet.

Returfidusen sker ved, at kunderne bruger tøj eller sko med prismærke for efterfølgende at returnere det tilbage til butikken. Foto: Mathilde Bech.

Danske tøjbutikker kæmper fortsat med kunder, der går til fest eller på arbejde med et prisskilt i nakken. Det koster hvert år butikkerne millioner af kroner.

I 2016 viste en undersøgelse fra Deloitte, at 7 pct. af danskerne - og hele 15 pct. af unge mellem 18 og 29 år - inden for de seneste to år har snydt med returvarer.

Regler for returnering af købte varer
  • Ved køb i en fysisk butik er det op til sælgeren, om der er returret
  • Mange danske butikker tilbyder retur- og bytteret, men det er ikke et krav ifølge lovgivningen
  • Ved internethandel har du som udgangspunkt 14 dages returret
  • Varen skal som udgangspunkt returneres i samme stand som ved købet
  • Sætter sælgeren andre krav som f.eks. krav til, at alle mærker stadig sidder på, at originalemballagen er intakt eller lignende, så skal det være tydeligt oplyst ved købet
Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Returfidusen sker ved, at kunderne bruger tøj eller sko med prismærke for efterfølgende at returnere det tilbage til butikken.

Og problemet er umuligt at komme til livs, siger Jens Birkeholm. Han er direktør i Dansk Detail, som repræsenterer over tusinde tøj- og skobutikker.

»De brugte returvarer er stadig en udfordring for branchen. Når kunderne returnerer varer, som de har taget i brug, medfører det store økonomiske tab for butikkerne,« siger han og forklarer, at det er umuligt for butikkerne at sælge varerne videre til den oprindelige pris.

Det tvinger detailhandlen til at sælge de brugte varer til en væsentlig mindre pris. På den måde koster danskernes returfidus hvert år butikkerne et milliontab.

Nogle tøjbutikker har forsøgt at komme fidusen til livs ved at placere prismærket eller byttemærket et synligt sted. Det kan f.eks. være midt på blusen for at forhindre, at kunderne bruger tøjet uden at klippe mærket af.

Men ifølge Jens Birkeholm er danskernes returvaner uændrede. Han tror dog, at et større fokus på problemet kan være med til at mindste tabet for de danske tøjbutikker.

»Der vil desværre altid være kunder, som slipper af sted med at returnere brugte varer. Men vi har fået en større bevidsthed om, at dette foregår, og det kan forhåbentlig være med til at mindske de økonomiske tab fremover,« siger han.

Dansk Detail har sat større fokus på returneringen både internt og over for kunderne. Det skal være med til at gøre det endnu tydeligere for kunderne, hvilke regler de skal følge, hvis de ønsker at returnere en vare.

BRANCHENYT
Læs også