Rabat til sommerhusejere på vej - kan spare op til 7.000 kr.
Regeringen vil nedsætte elvarmeafgiften for sommerhuse.
Beboerne i landets største sommerhusområder kan godt begynde at glæde sig. Der kan nemlig være en kontant besparelse på vej på mellem 1.200 kr. og helt op til 7.000 kr. til landets sommerhusejere.
Venstres skatteordfører Louise Schack Elholm, siger til DR Sjælland, at regeringen foreslår at lette elvarmeafgiften på sommerhuse på Finansloven 2019. En afgift der blev lettet for helårsboliger i energiaftalen før sommerferien.
- Fordi det gør det både billigere at have et sommerhus, men det gør det også billigere at skifte til en bedre varmeforsyning, som for eksempel en varmepumpe.
Lempelsen vil særligt være til gavn for de store udlejningssommerhuse, da nedsættelsen træder i kraft på forbrug på over 4000 kWh. om året. Et forbrug der typisk rammer de større sommerhuse med pool og spa.
Tanken er bl.a., at det bliver billigere at leje sommerhuse, og der derved bliver skabt mere aktivitet og omsætning i landdistrikternes sommerhusområder.

