Privatøkonomi

Runder milepæl: Her er grænsen for topskat i 2019

Skatteministeriet har offentliggjort de nye beløbsgrænser i skatte- og afgiftslovgivningen for 2019.

Der er offentliggjort nye satser i skattelovgivningen for 2019. Foto: Philip Davali

For første gang nogensinde skal danske borgere tjene over 500.000 kr. på et år for at betale topskat.

Det fremgår af de beløbsgrænser for 2019, som Skatteministeriet for nylig har offentliggjort.

Efter arbejdsmarkedsbidrag skal man tjene 513.400 kr. i 2019 for at blive topskatteyder. Det svarer til en månedsløn på 42.783 kr.

Topskattegrænsens udvikling de seneste år:

Topskattegrænsen i kr. efter arbejdsmarkedsbidrag 
2017479.600
2018498.900
2019513.400

I 2018 har topskattegrænsen været 498.900 kr. i årlig personlig indkomst.

Stigningen er en konsekvens af den skattereform, der blev indgået i 2012 og medfører en årlig procentregulering af topskattegrænsen.

De personer, der allerede nu ligger over topskattegrænsen, kan se frem til en årlig skattelettelse på 2.175 kr. Det fremgår af en artikel i revisionsfirmaet BDO's nyhedsbrev Depechen.

Af andre interessante opdaterede beløbsgrænser er håndværkerfradraget, som i 2019 stiger med 300 kr. Stigningen er fordelt med 100 kr. til serviceydelser, der højst kan udgøre 6.100 kr., og 200 kr. til håndværkerhjælp, som kan udgøre op til 12.200 kr.

Lønmodtagere, der rejser meget, kan også se frem til et løft i satserne.

I forbindelse med forretningsrejser stiger kostsatsen med 9 kr. om dagen, mens logisatsen stiger med 5 kr. Den særlige 25 pct.-godtgørelse til dem, der får dækket deres kostudgifter efter regning, kommer i 2019 til at lyde på 127,25 kr. pr. hele døgn.

Grænsen for afgiftsfrie gaver til børn og børnebørn stiger samtidig i 2019 med 1.400 kr. til 65.700 kr.

BRANCHENYT
Læs også