Fortsæt til indhold

Primera Air-konkurs: Mindst 4.420 flypassagerer står til at miste flere tusinde kroner

Birgitte Lund Nielsen og hendes kæreste risikerer sammen med mange andre passagerer at gå glip af flere tusinde kroner i forbindelse med Primera Airs konkurs.

Flyselskabet Primera Air er gået konkurs, og mange passagerer mister nu muligheden for at få ubetalt kompensation som følge af flyforsinkelser. Foto: Stine Bidstrup
Privatøkonomi

Et Primera Air-fly til Algarvekysten lettede 11 timer senere end planlagt for Birgitte Lund Nielsen og hendes kæreste for omkring et år siden.

Nu risikerer parret og mindst 4.420 andre passagerer at miste retten til flere tusinde kroners kompensation, fordi det islandske flyselskab netop er gået konkurs. I alt står de 4.420 passagerer til at miste kompensationer for 12,6 mio. kr., vurderer Flyhjælp.dk.

»Jeg synes ikke, det er i orden. Vi er kunder, der har betalt for et produkt, og vi har ikke fået fuldt ud, hvad vi har betalt for,« siger Birgitte Lund Nielsen.

Den 19. august 2017 skulle Primera Air have fløjet Birgitte Lund Nielsen og hendes kæreste på en uges ferie til Algarvekysten. Det gjorde flyselskabet også, men i stedet for at gå i luften kl. 15.30, blev den kl. 3 om natten.

Da parret kom hjem fra ferie, tog de kontakt til Flyhjælp.dk, så de kunne hjælpe med at køre parrets sag om kompensation. Sammen med de andre kunder, der var berørt den dag, har erstatningssagen kørt indtil nu.

Men i går aftes meddelte det islandske flyselskab Primera Air, at man er gået konkurs, og Birgitte Lund Nielsen og de andre kunder mister nu med stor sandsynlighed muligheden for at få udbetalt flere tusinde kroner fra Primera Air, som de havde fået, hvis de havde vundet erstatningssagen.

Hos Flyhjælp.dk vurderer man altså, at alene blandt sine kunder, står 4.420 af dem til at miste i alt 12,6 mio. kr. i som følge af flyforsinkelser med Primera Air.

» I den her situation vil vi vurdere, at alle har ret til en erstatning, men fordi de er konkurs, er der ikke længere noget sted, hvor pengene kan komme fra. Mulighederne er derfor rigtig dårlige,« siger direktør hos Flyhjælp.dk, Gustav Frederik Thybo.

Kravet til at få udbetalt erstatning er ellers opfyldt hos de fleste: Flyet skal være mere end 3 timer forsinket.

Men selvom Birgitte Lund Nielsens fly var 11 timer forsinket, er hendes muligheder for erstatning ikke bedre af den grund.

»Jeg har nok indset, at der ikke er så meget at gøre for vores vedkommende,« siger Birgitte Lund Nielsen.

Hos Flyhjælp.dk opfordrer man passagererne til at rette henvendelse til det rejseselskab, de har været afsted med, for at se, om kunderne ad den vej kan få en andel af rejsen refunderet.

Artiklens emner
Primera Air
Flyhjælp.dk