Privatøkonomi
0

Her er investorerne, som betaler for de rekordlave fleksrenter

Renterne på flekslån er ikke rekordlave, men stadig nede i historisk lave niveauer.

Boligejere med flekslån har igen udsigt til negative renter. Flere er sikre på at have en negativ rente i tre år. Foto: Michael Hansen

Boligejere med et F3-lån i Totalkredit får en negativ rente på 0,01 pct. i de kommende tre år. F3-lånere i Realkredit Danmark får en rente på 0! Det er resultatet af den store decemberauktion over obligationerne bag flekslånene.

Og selvom renten er negativ, står investorerne fortsat i kø for at købe fleksobligationerne. Der var næsten fire bydere for hver obligation, der blev sat til salg. Det kalder man ”bid to cover”.

Renterne svinger lidt fra institut til institut, men laveste F1-rente er -0,14 pct., laveste F3-rente -0,01 pct. F5-renten kommer til at ligge omkring 0,4 pct.

Den negative rente betyder, at der er investorer, som betaler for, at boligejerne får stillet lån til rådighed. Der er tale om store investorer, som ville komme til at betale en langt højere pris, hvis de lod pengene stå i banken. Både banker og større virksomheder betaler negative renter for deres indeståender.

I Totalkredit har man gjort op, hvem der har købt instituttets fleksobligationer under denne auktion. Knap 50 pct. er købt af de såkaldte MFI’er, det er større finansielle virksomheder.

Derefter følger forsikrings- og pensionsselskaber med 28 pct., mens udenlandske investorer har købt 18 pct. De udenlandske investorer har i de senere år øget deres beholdning af danske realkreditobligationer - faktisk så meget, at det har skabt en bekymring for, hvad der kan ske for hele markedet, hvis udlandet pludselig sælger ud.

Men lysten blandt udenlandske investorer til at købe danske fleksobligationer er faktisk faldet med hele 3,7 pct. point under denne auktion.

Totalkredit solgte obligationer for ialt 13,7 mia. kr. Der var bud for 52 mia. kr. Det giver et bid to cover på 3,8.

I Totalkredit glæder man sig over, at interessen for at købe har været konstant høj ved alle auktionerne i løbet af året.

»Den høje efterspørgsel resulterer i en ekstremt lav rente for boligejere og virksomheder, som har fået rentetilpasset deres lån,« siger chefanalytiker i Totalkredit, Jeppe Borre.

Samtidig har vandringen væk fra flekslån til lån med fast rente betyder, at der er færre fleksobligationer til salg.

»Det bidrager til en høj efterspørgsel efter den enkelte obligation,« siger Jeppe Borre.

De nye renter på flekslån gælder fra 1. januar.

BRANCHENYT
Læs også