Privatøkonomi
0

Rabat over hele linjen: Lige nu sparer du allermest på dit boligkøb

Foto: Ole Lind

Flere kvadratmeter. Mere optimal planløsning. Bedre beliggenhed.

Hører ønskerne ikke til i den beskedne ende, kan den kære julemand glæde sig over, at særligt ét marked holder udsalg i julemåneden.

Er det nemlig et nyt hus, lejlighed eller måske sågar et sommerhus, du gerne vil forkæle tilværelsen med, så får du netop nu årets største rabat på alle tre boligtyper. Det viser tal fra de seneste ti års bolighandler ifølge Boliga.

- Generelt har folk travlt i december, hvorfor tiden til at gå på boligjagt er mindre end resten af året. Det mærker også sælgerne, som derfor vil være mere forhandlingsvillige, når der endelig er interesserede købere til deres bolig, siger Thomas Hovgaard, der er kommunikationschef hos Nybolig og Estate.

Op til ti procent

De seneste ti års huskøbere, der har slået til i december, er i gennemsnit gået fra handlen med et afslag i udbudsprisen på 7,7 pct. Dem, der har købt ejerlejligheder i samme periode, har i snit høvlet fire procent af prisen i den sidste forhandling, mens sommerhuskøberne har haft absolut mest held med at presse sælgerne i julemåneden.

Ifølge Boligas tal er der nemlig i gennemsnit givet 10,4 pct. i rabat i forhold til den seneste udbudspris, når nøglerne til fritidskvadratmeterne er overdraget til nye bundter i løbet af årets sidste måned.

Men mens vi netop nu befinder os i boligmarkedets rabatsæson, er der naturligvis også tider på året, hvor det er lidt sjovere at være sælger.

Når haverne står grønne og sprøde, og solen titter frem i henholdsvis april og maj, giver hus- og sommerhussælgerne nemlig blot 5,9 og 7,1 pct. i den sidste forhandlingsrabat. Mens ejerlejlighedssælgerne samlet set har været mindst medgørlige i september. Her er der blot givet 2,9 pct. i rabat.

De to forårs- og den ene efterårsmåned er således de tidspunkter på året, hvor der set over de seneste ti år er givet mindst i rabat.

Se hvordan forhandlingsrabatterne fordeler sig her

BRANCHENYT
Læs også