Fortsæt til indhold

Tjek skatten, inden champagnen åbnes

Privatøkonomi
/ritzau/FINANS

Når klokken falder i slag nytårsaften, og året skifter, er det for sent at få fradrag for 2018 talt med på skattebilletten. Derfor er det vigtigt at tjekke en række skatteforhold.

Det opfordrer Spar Nord og rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO til.

Jens Nyholm, der er cheføkonom i Spar Nord, siger, at der kan være store økonomiske fordele ved at tjekke sine skatteforhold inden nytår og dermed gøre brug af de beskatnings- og fradragsmuligheder, der er.

Der peges på fem ting, man bør gøre, inden kalenderåret skifter.

Den første er et tjek, om der er retsskat, der bør betales. Er der betalt for lidt i skat eller arbejdsmarkedsbidrag i 2018, kan man ifølge chefkonsulent hos BDO Henning Boye Hansen med fordel foretage en frivillig indbetaling af den forventede restskat.

- Hvis du vil undgå renter og procenttillæg på din restskat, er det en god idé at få indbetalt det resterende beløb inden årets udgang. Pengene skal være betalt senest 28. december, som er årets sidste bankdag, siger han.

En øget indbetaling til pensionen kan give mulighed for mulige skattefradrag. I 2018 er der et fradragsloft på 54.700 kr. for indbetalinger til ratepensioner og ophørende livrenter. Hvis man betaler topskat og ikke udnytter det maksimale fradrag, kan det være en god idé at indbetale ekstra.

Man kan overveje at sælge tabsgivende aktier, da et salg af tabsgivende aktier inden nytår, kan modregnes tabet i de gevinster, man måtte have på andre børsnoterede aktier, der er købt for frie midler.

- Her gælder det, at aktieindkomst på op til 52.900 kr. for enkeltpersoner og 105.800 kr. for ægtefæller bliver beskattet med 27 pct., mens aktieindkomst derover bliver beskattet med 42 pct., siger Henning Boye Hansen.

Afdragsfrie gaver er en oplagt mulighed for at give et familiemedlem økonomisk hjælp eller forskud på arven.

Og som det femte råd, kan en forhøjet indskud på børneopsparingen være en mulighed. Med virkning fra 2018 er det tilladt at indsætte 6000 kr. årligt på børneopsparinger, mens det tidligere kun har været tilladt at indsætte halvt så meget.

Artiklens emner
Spar Nord
BDO