Privatøkonomi
0

Danskerne købte færre, men større biler i 2018

Den økonomiske optur og afgiftslempelser på biler har fået danskerne til at købe større og dyrere biler end tidligere, viser ny analse.

Danskerne købte færre men større biler i 2018. Foto: Peter Hove Olesen.

Danske bilister foretrak i 2018 at købe store biler som Audi A4 og Nissan Qashqai frem for en Volkswagen Up.

En ny analyse fra Spar Nord Bank og Bilbasen viser, at danskerne købte færre, men større biler i 2018 sammenlignet med året før. Man forventer, at det samlede salg af nye biler og brugtvognshandel rammer cirka 559.500 i 2018.

Det er omkring 3.000 færre end i 2017.

»Salget har været imponerende, når man tænker på, hvor stort et ophold der var i brugtvognsmarkedet i det første halve år,« siger markedsanalytiker i Bilbasen, Jan Lang.

Effekten af afgiftslempelserne på biler i 2017 ramte markedet for nye biler med det samme, imens lempelserne først fik en effekt på brugtvognsmarkedet i anden halvdel af 2018.

»Det tager noget tid, før brugtvognspriserne stiger efterfølgende, fordi der i den periode er et naturligt fokus på de nye biler, men der kommer derefter godt gang i salget,« siger Jan Lang.

Billigere biler har dog ikke været ensbetydende med, at danskerne anskaffer sig en ekstra bil til husstanden eller sparer pengene. I stedet bruger forbrugeren de ekstra penge på større og mere avancerede biler.

Ifølge Bilbasen steg søgningerne på mærkerne Audi, BMW, Mercedes og Volvo med 20 pct. i 2018.

»Der har været tre afgiftsomlægninger i 2015, 2016 og 2017. Hver gang har vi kunnet se, at bilerne er blevet billigere, men man sparer generelt ikke på bilbudgettet. Derimod har man maksimeret, hvor man enten har købt en større bilmodel eller købt en bil med mere udstyr,« siger Jan Lang.

På trods af at salget af biler var højt i andet halvår af 2018, så forventer Jan Lang ikke, at 2019 vil overstige 2018. Derimod mener han, at det høje niveau af solgte biler vil stabilisere sig næste år.

»Vi forventer ikke, at der bliver solgt mange flere i 2019. Selvom der er et lille fald i 2018 i antallet af brugtvognshandler, så ligger det stadig på et højt niveau, og det ligger stadig på et højt niveau, når man kigger på gennemsnittet i de sidste fem år. Man formoder derimod, at det bliver et stabilt marked med en fornuftig omsætning,« siger Jan Lang.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også