Privatøkonomi

Glæder du dig til din store arv? Glæd dig ikke for tidligt

Det er ikke altid sundt at få en meget stor arv. Flere meget rige sørger for, at deres børn ikke arver hele formuen.

Stifteren af Facbook, Mark Zuckerberg, har meddelt, at han og hans hustru, Priscilla Chan, vil efterlade 99 pct. af deres formue til velgørenhed.Foto: Bloomberg photo by Marlene Awaad

Der har aldrig været så mange millionærer og milliardærer som nu og dermed aldrig så mange gigantformuer at arve. Men er det lykken at vide, at man kommer til at arve en masse penge? Det er det langt fra, viser erfaringer fra udlandet.

Af samme grund er der også flere økonomiske eksperter, der har specialiseret sig at rådgive hovedrige familier i, hvordan de skal håndtere de mange penge.

For jo flere penge, børnene har udsigt til, desto mindre bliver deres motivation for at klare sig selv, fortæller flere formuerådgivere til det amerikanske magasin Forbes.

En af dem er Lucy Birtwistle. Hun håndterer den slags sager for Stonehage Fleming, der er en af verdens største uafhængige familierådgivere.

»Jeg har arbejdet med arvinger til velhavere, som siger: Hvorfor skal jeg gå på universitet. Hvad er meningen med det,« fortæller hun til Forbes.

Der skal jo være en mening med at stå ud af sengen.

Sandy Loder, amerikansk familie- og formuerådgiver

De unge bliver modløse og har svært ved at finde en mening med tilværelsen.

»Der skal jo være en mening med at stå ud af sengen,« lyder det fra Sandy Loder, der har sit eget rådgivningsfirma.

Han har specialiseret sig i at hjælpe familier med at håndtere generationsproblemer. Rådgivningen gælder ikke kun økonomi. Problemerne kan skyldes mangel på kærlighed i barndommen, eller også at børnene simpelthen er blevet forkælet. De har for mange penge, der kan komme stoffer ind over, og der er intet pres for at finde et job.

Sociale medier som Facebook og Instagram kan være med til at forstærke problemet. Der er specielle grupper for ”rich kids” i USA, der er fokus på dem på tv, og det kan skabe en negativ spiral.

Problemerne kan blive så store, at det rent faktisk giver mening at gentænke den måde, man vil overdrage sin formue på. I sidste måned meddelte den britiske milliardær, John Caudwell, at han vil forære 70 pct. af sin formue til velgørenhed i stedet for til sine børn.

De kommer altså ikke til at lide nød, men får maksimalt en tredjedel af formuen. Samme billede ser man i andre rige familier. Det gælder blandt andet den amerikanske storinvestor Warren Buffett, der forærer milliarder af kroner væk hvert år til velgørenhed.

Også stifteren af Facbook, Mark Zuckerberg, har meddelt, at han og hans hustru, Priscilla Chan, vil efterlade 99 pct. af deres formue til velgørenhed.

Tendensen kendes også herhjemme. I A.P. Møller-Mærsk har man i generationer kanaliseret overskud over i fondene til velgørende formål. Det samme gør man Dansk Supermarked (nu Salling Group).

Ifølge The World Wealth Report, der tager pulsen på verdens rigmænd, er der 96.000 dollarmillionærer i Danmark. Det er en stigning på 25 pct. siden 2015.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også