Serier
0

Historisk lave renter ved fleksauktion

Alle flekslån har nu negativ rente.

Nykredits bidragsballade
Investorerne forventer endnu lavere renter. Det smitter af på flekslånsrenten. Foto: Peter Klint

Resultatet af den seneste auktion, som Danmarks største realkreditinstitut, Nykredit/Totalkredit netop har afholdt, er, at alle flekslån nu har negativ rente. Flere rekorder blev slået.

F1-renten blev -0,23 pct. - det er en tangering af rekorden, F3-renten blev -0,28 pct. Det er bundrekord, og F5-renten blev -0,04 pct. Det er første gang, at F5-renten er negativ ved en ordinær auktion over fleksobligationer.

Foreløbig er det 16.500 boligejere og virksomheder i Nykredit og Totalkredit, der nyder godt af renterekorden fra den 1. juli. Men intet tyder på, at renten er på vej op her og nu.

»Rentefaldet har været kraftigere, jo længere vi bevæger os ud i rentebinding. Vi står i den mærkværdige situation, at renten på et lån med tre års rentesikring er lavere end på et lån med et års rentesikring,« siger chefanalytiker i Totalkredit, Jeppe Borre.

Der er primært to grunde til, at F3-lånet er billigere.

  • Kursfradraget er lavere på et F3-lån, da det kun skal rentetilpasses hvert tredje år. Et F1-lån får ny rente hvert år.
  • Rentefaldet har været størst for lån med længere løbetid. Når renten er højere for flekslån med længere tid mellem rentetilpasningerne, er det et udtryk for, at investorerne forventer yderligere rentefald.

Rentefaldet betyder, at F3-lånet nu er billigst. Låner man 1 mio. kr med afdragsfrihed, skal man kun betale 696 kr. om måneden efter skat. Et F5-lån koster 727 kr. Dyrest er altså F1-lånet med 792 kr. om måneden.

Er lånet med afdrag, er F5-lånet billigst målt på ydelsen med 3.306 kr. om måneden. Til gengæld afdrager man mere med et F3-lån, der koster 3.452 kr. om måneden.

Sammenlignet med den seneste rentetilpasning er F5-lånerne de store vindere. De kommer fra en rente på 0,90 pct. og er nu altså sikre på en rente på -0,04 pct. de næste fem år.

Selvom renten er negativ, skal boligejerne stadig betale en månedlig ydelse. Foruden en rentebetaling, består ydelsen på et realkreditlån af et afdrag, såfremt lånet er med afdrag, samt en bidragsbetaling.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også