Boligejere får 1 mia. kr. tilbage for at låne penge
Realkreditlån for op mod 580 mia. kr. har nu negativ rente. Det betyder en meget lav boligydelse for mange boligejere, men pas på, advarer økonom.
Hvert fjerde boliglån har nu negativ rente. Det betyder, at boligejere i år har udsigt til at få ca. 1 mia. kr. tilbage for at låne penge.
Der er udstedt lån med negativ rente for omkring 580 mia. kr. til virksomheder og boligejere, viser en rundspørge til realkreditinstitutterne. Tallet kan stige markant i løbet af 2019, hvor flekslån for over 100 mia. kr. skal have ny rente.
Ifølge Totalkredit er den gennemsnitlige rente på flekslån nu -0,20 pct.
»Det er vildt, at hvert fjerde lån hos os i dag har en rente i minus. Det havde vi i vores vildeste fantasi ikke forestillet os for en håndfuld år siden,« siger chefanalytiker i Totalkredit, Jeppe Borre.
Der er sket en markant vækst i lån med negativ rente. I Nordea Kredit er der således dobbelt så mange boligejere, der får penge tilbage for at låne som for et år siden.
Realkreditinstitutterne håndterer de negative renter forskelligt. I Realkredit Danmark og Nordea Kredit modregnes den negative rente i bidraget. I Jyske Realkredit mærker boligejerne den negative rente som et ekstraordinært afdrag. I Totalkredit bruges begge modeller.
Det vakte international bevågenhed, da F1-lån fik negativ rente i Danmark i 2015. Det skete, da Schweiz opgav loftet over schweizerfrancen og dermed skabte finansiel uro. Dengang troede alle, at det var et forbigående fænomen. Men de negative renter har bidt sig fast, og i dag har alle de mest populære flekslån negativ rente.
Det er vildt, at hvert fjerde lån hos os i dag har en rente i minus.Jeppe Borre, chefanalytiker i Totalkredit
Renten på et F5-lån er således -0,06 pct. Det har vendt op og ned på boligejernes økonomi, og det kan få konsekvenser, advarer boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.
»Mange betaler mere i varme end i boligydelse. Det stiller krav til boligejernes disciplin, for der skal ikke en ret stor rentestigning til, før det for alvor kan mærkes i den månedlige ydelse,« siger Lise Nytoft Bergmann.
I dag kan man få et F3-lån til en rente på ca. -0,25 pct. Det giver en månedlig ydelse på 640 kr. efter skat, hvis lånet er afdragsfrit. Stiger renten til blot 1 pct., vil ydelsen blive mere end fordoblet til 1.350 kr.


