Privatøkonomi

1 pct. lånet har nået gylden milepæl

Boligejere og købere har i den grad taget det nye 1 pct. lån til sig.

Der handles flittigt med de nye 1 pct. obligationer, og det nyder boligejerne godt af. Arkivfoto: Peter Klint

Boligejerne har i den grad taget det hyperbillige 1 pct. lån til sig. På rekordtid er obligationsserierne bag lånet vokset sig så store, at risikoen for indlåsningseffekt reelt er væk.

»Den risiko er allerede elimineret,« konstaterer chefanalytiker i Totalkredit, Jeppe Borre. Samme melding kommer fra Realkredit Danmark.

I Totalkredit er obligationsserien bag 1 pct.-lånet med afdrag nu ca. 9 mia. kr., mens det afdragsfrie lån har rundet 5 mia. kr.

Når realkreditinstitutterne åbner, vil der i begyndelsen være risiko for indlåsning. Det betyder, at boligejeren risikerer at skulle indfri lånet til en højere kurs, fordi serien er meget lille, eller der er relativt få ejere af obligationerne. De kan så mere eller mindre selv sætte prisen.

Indlåsningseffekten har kun betydning, hvis renterne stiger. Falder renten, kan man altid indfri til kurs 100.

I Realkredit Danmark ser man samme billede.

»Der er allerede kommet så meget likviditet ind i det 30-årige 1 pct.-lån med afdrag, at det er nu uden risiko for indlåsningseffekt. Vi runder snart 10 mia. kr. i udestående mængde hos os,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

I realkreditinstitutterne forventer man en historisk stor konverteringsbølge inden opsigelsesfristen ved udgangen af juli. Der er allerede opsagt lån for ca. 40 mia. kr. Det er en højere aktivitet end i både 2017 og 2018.

Der er fire opsigelsesfrister om året, og i april blev der indfriet lån for omkring 100 mia. kr. Det var den største konverteringsbølge siden 2015.

I april var det 1,5 pct.-lånet, som der i høj grad blev konverteret til, men siden er renterne altså faldet yderligere. I Totalkredit forventer man således, at der omlægges lån for ca. 200 mia. kr.

Erfaringerne viser dog, at mange boligejere venter til sidste øjeblik, inden de opsiger deres lån.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også