Privatøkonomi

Realkreditinstitutterne gør lån klar med fast negativ rente

Det markante rentefald har tvunget realkreditinstitutterne til at tænke i nye baner.

Danske boligejere får formentlig snart adgang til et 10-årigt lån med negativ rente. Arkivfoto: Mikkel Hansen

Danske boligejere har været tæt på at blive del af endnu en verdensrekord. Fredag var det 10-årige 0 pct. lån tæt på at runde kurs 100.

Det skete ikke, fordi en arbejdsmarkedsrapport fra USA var bedre end ventet, og renterne dermed steg. Men realkreditinstitutterne har gjort sig klar til at håndtere de negative renter på lån med fast rente.

I Jyske Realkredit er man klar til at trykke på knappen og udbyde obligationslån med negativ rente, hvis det bliver nødvendigt. Her betegner boligøkonom Mikkel Høegh situationen som absurd.

»Boligejere vil opleve, at afdraget bliver større end den månedlige ydelse, og afdragsdelen vil blive mindre og mindre efterhånden. Hidtil har det været omvendt. Det er en absurd verden, men det er den, vi lever i,« siger Mikkel Høegh.

Vi har haft negative renter siden 2015, men kun i form af flekslån. De er relativt lette at håndtere. Investoren køber simpelthen obligationen til en kurs, der ligger over 100. Dermed kommer han reelt til at betale for at have obligationen.

Det er langt mere komplekst, når det drejer sig om almindelige obligationslån. Men her har realkreditinstitutterne konstrueret en model, der betyder, at man udtrækker lidt flere obligationer hvert kvartal end normalt.

Når en boligejer afdrager på sit lån, mærker investoren det i forvejen ved, at der udtrækkes obligationer hvert kvartal. Nu udtrækkes der blot endnu flere.

»Det er for komplekst at opkræve penge hos den enkelte investor. Vi kan ikke nødvendigvis identificere, hvem det er. Derfor gør vi det på denne måde,« forklarer Mikkel Høegh.

Modellen betyder til gengæld, at det ikke kan lade sig gøre at udstede afdragsfrie obligationslån med negativ rente.

Jyske Realkredit var først med det 10-årige 0 pct. lån. Lånet har været en succes ikke mindst for boligejere, der ville udnytte deres friværdi til at forbedre boligen. Der er da heller ingen tøven, når det drejer sig om lånet med negativ rente.

»For os gælder det om at have alle varer på hylderne,« siger Mikkel Høegh.

Også Nordea Kredit og Totalkredit tilbyder 10-årige 0 pct. lån. I Realkredit Danmark har man haft en meget begrænset efterspørgsel efter de 10-årige lån og har derfor valgt ikke at udbyde dem.

I Nordea Kredit har man også gjort klar til at udstede obligationslån med fast negativ rente.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også