Nu åbner 0,5 pct.-lånet - men 1 pct. kan være bedre
Det giver ikke nødvendigvis bedst mening at vælge det nye 0,5 pct.-lån.
For første gang i historien får danske boligejere nu mulighed for at gafle et 30-årigt fastforrentet realkreditlån med en rente på kun 0,5 pct.
Det sker, når flere af landets realkreditinstitutter efter planen tirsdag åbner det nye rekordlån.
Men faktisk kan det være en bedre forretning for boligejerne at få et lånetilbud på et 30-årigt 1 pct.-lån. Det siger Martin Riedel, der er direktør for Realkreditkonsulenten.
Man kan typisk bruge sit lånetilbud i seks måneder - også selvom 1 pct.-lånet lukker, fordi kursen er over 100. Og man behøver ikke gøre brug af lånetilbuddet.
»Et lånetilbud på det 30-årige 1 pct.-lån i dag kan vise sig at være den bedste forretning for boligejeren. Især hvis man ikke venter at blive mange år endnu i sin bolig. Lige nu er der stadig mange usikkerheder om 0,5 pct.-lånet. Hvor høj bliver kursen, og bliver serien så stor, at der ikke er risiko for indlåsning,« siger Martin Riedel.
Den såkaldte indlåsningseffekt er kun et problem, hvis renterne stiger. Falder de, kan man altid indfri til kurs 100.
Indlåsningseffekt er, når den cirkulerende mængde i en obligation er så lille, at en enkelt eller få investorer sidder med alle eller de fleste af obligationerne. Dermed kan der opstå et misforhold imellem udbud og efterspørgsel på obligationerne.
Groft sagt kan ejeren af obligationerne tage en stor overkurs for overhovedet at ville sælge obligationerne.
Dernæst kommer usikkerheden om kursen på det nye 0,5 pct.-lån. Den ventes at åbne i en kurs omkring 95-96.
Det 30-årige 1 pct.-lån flirter lige nu med kurs 100 og er dermed tæt på at lukke. Men det kan man altså i høj grad gardere sig imod.
Hvis man har brug for et 30-årigt boliglån, kan man sikre sig et lånetilbud, så snart kursen ligger lige under 100.
Det tilbud er realkreditinstituttet bundet af, også selv om kursen går over 100 senere. Stiger kursen eksempelvis til 101, får man en skattefri kursgevinst. Falder kursen, kan man bare smide tilbuddet væk og vælge et andet lån tættere på kurs 100.
Der er med andre ord ingen risiko ved at få et lånetilbud.
Der er forskel på, hvor lang tid et tilbud gælder. I Nordea Kredit gælder det kun i tre måneder, mens det eksempelvis i Realkredit Danmark gælder i et halvt år.

