Privatøkonomi

Voldsomt rentefald har udløst rekord på boligmarkedet

Huspriserne tog et nyt hop opad i andet kvartal, viser nye tal fra Finans Danmark.

Huspriserne har aldrig været højere, viser nye tal fra Finans Danmark. Foto: Joachim Adrian

Huspriserne i Danmark har nået det højeste niveau nogensinde. Rekorden er kommet i hus, efter at priserne på huse steg med 3,1 pct. i andet kvartal. Dermed ligger huspriserne nu ca. 2 pct. over den tidligere top, der blev nået i 2007.

Det viser nye tal fra brancheorganisationen Finans Danmarks såkaldte boligmarkedsstatistik.

»De seneste prisstigninger har fået medvind fra det markante rentefald i 2019,« skriver Jeppe Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Rentefaldet i 2019 har været ét af de største siden 2000, viste en opgørelse fra Nordea Kredit i august. I realkreditinstituttet peger man også på denne udvikling som årsagen til prisstigningerne.

»De flotte tal skal helt sikkert forklares med det store rentefald, vi har oplevet i 2019, der gør det både billigere at finansiere boligen og dermed også nemmere at blive kreditgodkendt,« skriver Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, i en kommentar.

Med udviklingen i andet kvartal er huspriserne på landsplan steget med 3,1 pct. det seneste år, og fremgangen er blevet båret frem af stigende priser i alle landsdele.

Arbejdernes Landsbank forventer, at huspriserne vil fortsætte med at sætte rekorder i den kommende tid. I Nordea Kredit venter man også, at priserne vil stige i de kommende år.

Forventningen her er, at huspriserne vil stige med 2-3 pct. i 2020 og 2021.

»Der er godt gang i husmarkedet over størstedelen af landet. Priserne stiger, og der er mange købere i markedet,« skriver Lise Nytoft Bergmann.

BRANCHENYT
Læs også