Privatøkonomi

Her gives de største afslag på ejerlejligheder

Det gennemsnitlige afslag, der gives i forbindelse med en lejlighedshandel, er steget.

København er det sted i landet, hvor køberne kan presse priserne på ejerlejligheder mest. Foto: Thomas Borberg

Køberne har fået mere succes med at få skåret en luns af prisen på markedet for ejerlejligheder. Det gennemsnitlige afslag på en ejerlejlighed er således steget det seneste år, viser en opgørelse, som Arbejdernes Landsbank har lavet på baggrund af tal fra Finans Danmark.

»De kraftige stigninger i afslagene bekræfter at lejlighedsmarkedet har fundet et lavere gear i år end de foregående år,« skriver Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank, i forbindelse med opgørelsen.

På landsplan blev der i gennemsnit givet et afslag i prisen på 5,59 pct. i andet kvartal. Det er en stigning på næsten 1,5 pct.point sammenlignet med samme periode sidste år.

Det gennemsnitlige afkast i andet kvartal i år svarer til 154.000 kr. for en lejlighed på 100 kvadratmeter.

Hovedstadskommunen er det sted i Danmark, hvor køberne har mest succes med at presse priserne ned. I andet kvartal sidste år blev der i gennemsnit givet et afslag på 4 pct., men i samme periode i år er afslaget steget til 5,79 pct. på ejerlejligheder i København.

Det svarer til, at køberne nu får presset prisen ned med 230.000 kr., inden de underskriver handlen.

»Handelsaktiviteten er kommet ned i gear som følge af et prisniveau hvor de færreste kan være med. I takt med at handelsaktiviteten har fundet et mere normalt leje, er det blevet nemmere for køberne at presse priserne,« skriver Anders Christian Overvad.

Afslag på ejerlejligheder i andet kvartal i pct. og i kroner for en lejlighed på 100 kvm:

Hele landet: 5,59 pct., 154.000 kr.

København: 5,79 pct., 230.000 kr.

Frederiksberg: 5,74 pct., 253.000 kr.

Aarhus: 3,72 pct., 80.000 kr.

Odense: 1,86 pct., 58.000 kr.

Aalborg: 3,26 pct., 63.000 kr.

BRANCHENYT
Læs også