Privatøkonomi

Nybyggeri hitter: Her boomer antallet af nye huse

Der er stor forskel på, hvor nybyggerne har været på færde.

I kommuner som Aarhus, Vejle, Silkeborg, Horsens og Randers er antallet af huse bygget siden år 2000 således det højeste siden byggeboomet i 60’erne og 70’erne. Foto: Niels Hougaard.

Hvis du er på boligjagt og har lagt mærke til, at de fleste huse rundt om i landet kommer med et strejf af 60’erne og 70’erne, er der noget om det.

De to årtier lægger nemlig tid til det største boom i opførelsen af nye huse - men i en lang række af landets større byer er nybyggeriet også boomet på det seneste; i 00’erne og 10’erne.

Det viser nye tal fra Boliga.dk.

I kommuner som Aarhus, Vejle, Silkeborg, Horsens og Randers er antallet af huse bygget siden år 2000 således det højeste siden byggeboomet i 60’erne og 70’erne.*

Det samme gør sig gældende i en stribe sjællandske kommuner, hvor blandt andre Roskilde, Holbæk, Hillerød, Køge og Ringsted siden år 2000 også har haft den højeste tilvækst af nye huse siden 1960'erne og 70'erne.

- Det er attraktivt at bygge nyt i øjeblikket. Den lave rente betyder, at et nybygget hus ikke behøver at koste ret meget mere at bo i end et ældre hus, når man samtidigt tager højde for udgifter til vedligeholdelse og opvarmning, siger Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea Kredit.

- I øjeblikket er det i de mellemstore byer, hvor priserne stiger mest. Mange førstegangskøbere synes, at priserne er blevet for høje i landets største byer, og derfor søger de lidt længere ud i landet. Mange er dog ikke villige til at gå på kompromis med storbyens liv og faciliteter, og her er de mellemstore byer et godt match.

Trægt marked for nybyg

Nogle kommuner har dog også oplevet den modsatte tendens - nemlig at antallet af splinternye huse har været på sit laveste siden årtusindskiftet. Og når det kommer til disse steder i landet, er der særligt tale om kommuner, hvor boligmarkedet i det hele taget går trægt.

Lolland, Tønder, Thisted og Guldborgsund, der alle er blandt landets fem billigste kommuner at købe hus i, er således også blandt de steder, hvor perioden siden år 2000 tegner sig for det laveste antal nybyggede huse.

- Nybyggeriet er stadig lavt i kommuner, der oplever nettofraflytning eller aldrende befolkning. I de tilfælde kan man ofte få et brugt hus til en meget lav pris, og derfor kan det ofte ikke betale sig at bygge nyt, siger Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit.

Også i Gentofte Kommune, der i første halvår 2019 havde landets højeste salgskvadratmeterpriser for villaer og rækkehuse, er antallet af nybyggede huse ifølge Boliga.dks data helt i bund.

Men selvom områdets kvadratmeterpris nær 48.000 kroner vidner om, at Nordsjællandkommunen er i høj kurs, byder kommuner som netop Gentofte ifølge Lise Nytoft Bergmann ganske enkelt ikke på de samme fordelagtige muligheder for nybyg.

- I enkelte kommuner er nybyggeriet lavt, fordi der ikke findes nogen ledige byggegrunde, eller fordi der er mange bevaringsværdige huse, der løbende er blevet godt vedligeholdt. Det gælder fx i Gentofte.
Her vil et billigt typehus ikke altid passe ind, og hvis man både er ude i en riv-ned-og-byg-nyt-løsning - og man samtidigt skal have et arkitekttegnet hus på grunden, så er man oppe i de høje prislag, siger hun.

Se landets billigste byggegrunde her

https://www.boliga.dk/resultat?propertyType=7&sort=price-d&priceMax=500000

*Boliga.dk har opgjort antallet af huse med byggeår i perioderne: før 1900, 1900-1919, 1920-1939, 1940-1959, 1960-1979, 1980-1999, og 2000 eller nyere. Tallene er fordelt pr. kommune.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også