Lars Nielsen, f. 1960, er journalist og klummeskribent på Finans. Karrieren begyndte på Horsens Folkeblad, men blev hurtigt videreført på Jyllands-Posten, hvor han for to år siden fejrede sit 25 års jubilæum.
Vejen er gået forbi sportsredaktionen, Christiansborg og erhvervsredaktionen. I de senere år har Lars Nielsen specialiseret sig i privatøkonomi og skriver bl.a. en ugentlig klumme om emnet med et helt særligt schwung.
Fritiden går med at pleje en 22 år gammel Mazda MX 5, løb i mere og mere adstadigt tempo samt en markant og ifølge familien højlydt interesse for og medejerskab af fodboldklubben Manchester United.
Som registreret bruger kan du gemme artiklen til senere læsning.
Kun en tredjedel af de boligejere, der har modtaget en foreløbig vurdering efter det nye skattesystem, har reageret på den.
80.000 boligejere har modtaget skattetesten, kun 24.000 har svaret på den, skriver Vurderingsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Ifølge Vurderingsstyrelsen giver tilbagemeldingerne værdifuld viden, før de juridisk bindende vurderinger sendes ud til ca. 1,7 mio. boligejere i andet halvår af 2020.
Arbejdet med den nye boligskat er ramt af alvorlige it-problemer, og for kort tid siden blev selve reformen udskudt i tre år. I Vurderingsstyrelsen betragter man skattetesten som en succes.
»Jeg forventer, at vi kan give et klart billede af testens resultater i starten af det nye år. Den viden tager vi med ind i vores arbejde med de juridisk bindende vurderinger, så de bliver så gennemskuelige for den enkelte boligejer som muligt,« siger direktør i Vurderingsstyrelsen, Hakon Iversen.
Formålet med testen har været at undersøge kommunikationen omkring de nye vurderinger. Bl.a. har man villet undersøge, hvordan boligejerne forstår de flere og mere detaljerede data, der ligger til grund for vurderingerne.
Ambitionen er, at de boligejere, der fra andet halvår 2020 modtager nye og juridisk bindende ejendomsvurderinger, oplever, at de nye vurderinger er så gennemsigtige og letforståelige som muligt.
Ialt 1.400 boligejere har benyttet sig af muligheden for at ringe til Vurderingsstyrelsen med spørgsmål.
»Det er vigtigt for os, at boligejerne modtager den bedst mulige hjælp, når de kontakter os. Derfor har vi løbende fokus på, at de, der henvender sig, forstår og er tilfredse med kommunikationen. Heldigvis er vi allerede nu på et meget fornuftigt niveau,« siger chef i kundekommunikation hos Vurderingsstyrelsen, Stine Schmidt Raaholt.
Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.