Privatøkonomi

Usædvanlige prisstigninger sender boligmarkedet op på historisk niveau

Flere økonomer peger på, at det er rentefaldet tidligere på året, der har løftet priserne.

Priserne på huse og lejligheder har aldrig været højere. Foto: Michael Hansen/POLFOTO

Der er igen blevet sat rekord på boligmarkedet. Efter en usædvanlig stigning i november, hvor priserne på huse og ejerlejligheder normalt siver, har priserne på huse og lejligheder nået et rekordhøjt niveau.

Det viser nye tal fra Boligsidens markedsindeks for november.

»Boligpriserne fortsætter med at stige og trodser dermed de normale sæsonudsving. For når efteråret og vinteren melder sin ankomst, falder interessen for at handle bolig normalt også,« skriver Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, i en kommentar.

Normalt får det priserne til at pege pilen nedad, men at det ikke forholder sig sådan i år, vidner ifølge Lise Nytoft Bergmann om et boligmarked i »hopla«.

»Det er dejligt for allerede eksisterende boligejere, men ærgerligt for potentielle boligkøbere, der må se i øjnene, at det er blevet dyrere at komme ind på markedet,« skriver Lise Nytoft Bergmann.

Huspriserne steg i november med 0,2 pct., mens lejlighedspriserne steg med 0,1 pct. Dermed er priserne på huse steget med 4,1 pct. det seneste år, mens stigningstakten det seneste år for lejligheder lyder på 3,3 pct.

På landsplan er den gennemsnitlig kvadratmeterpris på huse oppe på 14.549 kr., mens den for lejligheder lyder på 28.501 kr.

»Efter en del modvind til lejlighedsmarkedet, hvor vi var vidne til decideret faldende priser fem måneder i streg for et år siden, stiger priserne nu igen ovenpå en vitaminindsprøjtning fra årets rentefald. Rentefaldet er fælles for hele landet, og ingen af de større byer går udenom højere priser i dag sammenlignet med for et år siden,« skriver Jeppe Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Jeppe Borre er langt fra den eneste økonom, der peger på, at det er udviklingen i renteniveauet, som har været en medvirkende årsag til prisstigningerne.

»At boligmarkedet har det godt, skyldes, at det endnu går godt i dansk økonomi. Mange danskere har fast arbejde, og oplever samtidig indkomstfremgang. Sammen med de lave renter giver det mange danske familier mulighed for at opgradere huset eller blive husejere for første gang. Det er hovedforklaringerne bag den fortsatte prisfremgang på huse,« skriver Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit, i en kommentar.

BRANCHENYT
Læs også