Turisternes tilfredshed daler, men én by er helt i top
Færre gæster på danske feriedestinationer vil anbefale rejsemålet til andre.
Turisternes tilfredshed, når de holder ferie i Danmark, er faldet. Færre turister vil således anbefale andre at holde ferie langs de danske kyster. En række destinationer scorer dog fortsat højt, når turisterne vurderer deres ophold.
Det viser en stor undersøgelse blandt mere end 11.000 feriegæster, som Dansk Kyst- og Naturturisme har gennemført.
»Det er positivt, at de danske feriesteder generelt får en god bedømmelse af turisterne. Men det giver anledning til opmærksomhed, at der er sket et fald i andelen, som vil anbefale destinationerne til andre,« siger Jacob Kirkegaard Larsen, destinationsudviklingschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme.
Det giver anledning til opmærksomhed, at der er sket et fald i andelen, som vil anbefale destinationerne til andre.
Netop turisternes lyst til at give deres anbefaling er vigtig, fordi det spiller en stor rolle, når det besluttes, hvor den kommende ferie skal holdes.
»Anbefalinger fra andre er en af de mest effektive metoder til at fastholde og tiltrække turister. Det kan virkelig gøre en forskel,« siger Anne-Mette Hjalager, der er professor ved Center for Turisme, Innovation og Kultur på Syddansk Universitet.
I den seneste undersøgelse fra 2017 gav turisterne en score på 75 på en skala fra minus 100 til plus 100. I 2019 faldt scoren til 62.
»Det er fortsat en høj score, og det er vi glade for. En af årsagerne til faldet kan være, at en del destinationer har fået flere førstegangsbesøgende. Erfaringen viser, at turister som er på et feriested for første gang, er mindre villige til at anbefale i forhold til gæster, som har besøgt stedet flere gange,« siger Jacob Kirkegaard Larsen.
Han tilføjer, at der er hård konkurrence om turisterne, så det er vigtigt, at så mange som muligt kommer med anbefalinger.
»Det er afgørende, at vi udvikler og nytænker turismen i den retning, turisterne efterspørger. Både for at bevare interessen hos de turister, som allerede besøger Danmark. Men bestemt også for at kunne trække nye gæster til ferieområderne,« siger Jacob Kirkegaard Larsen.
Det er afgørende, at vi udvikler og nytænker turismen i den retning, turisterne efterspørger.
Undersøgelsen viser, at feriegæsterne i stigende grad efterspørger nem adgang til naturoplevelser. Derfor har Dansk Kyst- og Naturturisme i samarbejde med Erhvervsministeriet fremlagt en handleplan for at fremme outdoor-turisme i en mere bæredygtig retning.
Analysen viser også stor forskel på, hvordan turisterne oplever feriesteder. Nogle destinationer ligger helt i top, når det gælder lysten til at give anbefalinger, mens andre klarer sig mindre godt,
Helt i top ligger Skagen. 92 pct. af gæsterne vil anbefale byen til en ven eller kollega. Sæby og Haderslev ligger på de næste pladser med en andel på 85 og 81 pct.
Blandt i alt 37 destinationer, hvor tilfredsheden er målt, ligger Rømø og området Tønder, Møgelhøj og Højer i bund. Herfra vil henholdsvis 42 og 44 pct. anbefale området til andre.
Det kommer ikke bag på Anne-Mette Hjalager.
»I Skagen har både kommunen og borgerne fokus på at bevare og håndtere de fysiske omgivelser på en attraktiv måde. Det betyder noget for udviklingen af turismen, at det ikke ligner en rodebunke. Rømø er et eksempel på, at man gennem mange år har ladet stå mere til, og så går man fejl af moderne turisters behov,« siger Anne-Mette Hjalager.
Det betyder noget for udviklingen af turismen, at det ikke ligner en rodebunke.
Ifølge analysen er turisterne mest tilfredse med strand og kyst samt den generelle venlighed i befolkningen. Tilfredsheden er mindst, når det gælder det generelle prisniveau i forhold til kvaliteten, udvalg af butikker og shopping, offentlige toiletter og vejret.
Besvarelserne viser, at netop vejret har stor betydning for, hvordan turisterne vurderer deres ophold. Ved høje temperaturer på tidspunktet for interview er tilfredsheden således højere.