Privatøkonomi

Investorer fravælger danske aktier trods historisk optur

Investorerne har solgt stort ud af investeringsforeninger med danske aktier i 2019. Det viser nye tal.

Mange investorer har været skræmte i 2019 trods de store stigninger på aktiemarkedet. Foto: Thomas Borberg/Polfoto

Mange investorer missede med vilje opturen i danske aktier sidste år.

Salget af beviser i investeringsforeninger, der specialiserer sig i danske aktier, oversteg således køb i hver eneste måned bortset fra april sidste år, viser tal fra Finans Danmark.

I alt flød der næsten 3 mia. kr. netto ud af foreningerne mod nettokøb de foregående to år.

»Mange har nok tvivlet på, om den ni år lange aktiefest kunne fortsætte. Hvis aktiemarkedet får på puklen, så ser vi ofte, at de danske aktier får ekstra mange klø. Det er et argument for at forlade danske aktier, hvis det ser usikkert ud,« siger Per Hansen, investeringsrådgiver hos Nordnet.

Sidste år steg det toneangivende danske indeks OMX C25 med 26 pct. Indekset kom dog ud af 2018 med et stort fald på 13,1 pct.. Et år, hvor investorerne samtidig øgede deres beholdninger af investeringsforeninger specialiseret i danske aktier med netto 2,6 mia. kr.

Det fejltrin kan ifølge Per Hansen godt have gjort folk mere forsigtige.

I stedet købte investorerne foreninger med udenlandske aktier, danske og udenlandske obligationsforeninger, og foreninger der blander obligationer og aktier.

»Det passer fint med nogen, der ønsker at beskytte deres porteføljer. Set i bagklogskabens lys, så er der vist ikke andet at sige end øv, øv, øv,« siger Per Hansen.

Billedet af forsigtige investorer går igen i mange andre lande, vurderer Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea.

Der blev ifølge internationale opgørelser trukket netto omkring 221 mia. dollars (1.414 mia. kr.) ud af globale aktiefonde sidste år, selvom globale aktier steg cirka 28 pct. målt i danske kroner. I stedet blev der købt mange obligationer, som gav et langt lavere afkast.

Forklaringen er ifølge Andreas Østerheden, at de voldsomme kursstigninger sidste år kom bag på mange af selv de kløgtigste investorer.

Bagtæppet var en global økonomi, som presset af en eskalering i handelskrigen, røg ned i det langsommste væksttempo siden finanskrisen.

»Der var mange skeptikere sidste år, og måske med rette. Det er dog lidt paradoksalt, når man nu ved, hvor godt året blev for aktier,« siger Andreas Østerheden.

Set i bagklogskabens lys, så er der vist ikke andet at sige end øv, øv, øv.

Per Hansen, investeringsrådgiver hos Nordnet

Når man ser ind i 2020, så kan udviklingen ifølge Andreas Østerheden være med til at lægge bund under aktiemarkederne, i takt med at de mange penge strømmer ud af obligationer igen og tilbage ind i aktierne.

Undgår man derfor ny politisk ballade eller en uventet økonomisk nedtur, og ser man en fortsat lempelig kurs fra centralbankernes side, så kan de globale aktier godt stige med op mod 10 pct. i 2020, mener han.

»Det kan godt blive et bedre år for aktier, end mange tror i dag,« siger Andreas Østerheden.

BRANCHENYT
Læs også