Privatøkonomi

Verdens største hedgefond: Prisen på guld kan stige med 30 pct.

Prisen på guld kan nå op over 2.000 dollars pr. ounce på grund af centralbanker og politisk usikkerhed, lyder det fra Bridgewater Associates.

Prisen på guld kan stige med 30 pct., lyder det fra verdens største hedgefond. Foto: AP  Foto: AP

Prisen på guld kan stige med 30 pct. og dermed være på vej mod at krydse 2.000 dollars pr. ounce. Det vurderer Bridgewater Associates, der med en formue under forvaltning på mere end 160 mia. dollars er verdens største hedgefond. Det skriver Financial Times.

Det er bl.a. centralbankerne og politisk usikkerhed, som kan få investorerne til at søge mod guldet og dermed sende det gyldne metal mod en rekordhøj pris, lyder det fra Greg Jensen, der har titel af co-chief investment officer i Bridgewater Associates.

Hedgefonden har en formodning om, at særligt den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ikke vil have et problem med en inflation, som i en periode er højere end målsætningen på 2 pct. Samtidig vil »der ikke længere være forsøg på at normalisere renteniveauerne fra store centralbanker i Vesten.«

»Det er en stor ting,« siger Greg Jensen.

Samtidig vil en lavere økonomisk vækst i USA skubbe yderligere til forskellen mellem rig og fattig, og det vil ske i en tid, hvor der fortsat er spændinger mellem verdens største økonomi og Kina og Iran.

»Der er så meget konflikt på kogepunktet,« siger Greg Jensen, som derfor mener, at guld skal udgøre en hjørnesten i investorernes porteføljer.

Det seneste år er guldprisen steget med lidt over 20 pct. til et niveau omkring 1.550 dollars pr. ounce. Den hidtil højeste guldpris blev nået i sensommeren 2011, da den nåede op over 1.900 dollars.

BRANCHENYT
Læs også