Privatøkonomi

Historisk lav norsk krone godt nyt for skiglade danskere

En historisk lav kurs på den norske krone gør turen billigere for danskere, som holder skiferie i Norge.

Norefjell er et af de mange skisportsområder i Norge, hvor danskerne drager hen. Foto: Peter Hauerbach

Kombinationen af en stærk dansk krone og en svag norsk betyder, at de tusindvis af danskere, som drager mod Norge i vinterferien, kan se frem til en billigere tur, end hvis de tog samme rejse for få år tilbage.

En enkelt norsk krone kostede for syv år siden 1,02 kr. Til sammenligning rundede den norske krone i starten af denne uge kurs 0,73. Det er et fald på 28 pct. i perioden.

Der er tale om et historisk lavt niveau, og vi skal faktisk tilbage til finanskrisen, før vi ser en lignende kurs.

Hvis udgifterne til en uges ophold på de norske skiløjper i 2013 var 10.000 kr., vil selvsamme tur i teorien koste ca. 7.200 kr. i dag. Det svarer til en besparelse på 2.800 kr.

De mange danskere, som om lidt pakker skistavene og kører mod de norske fjelde, vil derfor mærke en forbedret købekraft og kan se frem til en fest. Det mener Jan Bylov, valuta- og rente- og oliestrateg i Jyske Bank.

»Folk kommer med en stærk dansk krone og vil derfor betale færre penge for eksempelvis liftkort og logi i al almindelighed. Alting er dyrt i Norge, men i forhold til tidligere år, vil man som dansk skibums opleve, at turen bliver billigere,« siger Jan Bylov.

Han fortæller, at der ikke umiddelbart er nogen enkeltstående årsag til den lave valutakurs, men at der i den seneste tid har været en mindre interesse fra udlandet i at investere i Norge, hvilket kan have haft en indflydelse.

»Vi har faktisk svært ved at finde en god forklaring på det, for Norge har en sund økonomi. Men der er nogle ubalancer på boligmarkedet, hvor husene har en høj prissætning, hvilket kan være grunden til, at udenlandske investorer holder sig væk,« siger han.

Han tør dog ikke spå om fremtiden, da der er flere faktorer, som kan påvirke, hvordan kursen på den norske krone ser ud til næste vinter.

»Vi forventer først, at den norske krone får det lidt bedre senere i år, men der er stadig en risiko for, at vi kommer ned i en lavere værdi, medmindre vi ser nye tendenser fra investorerne,« slutter Jan Bylov.

FINANS giver dig overblik
Erhvervslivet og verden er i forandring i disse dage, hvilket har betydet store omvæltninger og en stor strøm af nyheder. Vi udvælger hver dag de væsentligste erhvervsnyheder og samler dem i vores nyhedsbreve.
Tilmeld dig her
BRANCHENYT
Læs også