Privatøkonomi

Snyd ikke dig selv i årsopgørelsen

Skal du have penge tilbage i skat, eller kan du se frem til en ekstraregning?

Den 9. marts - eller måske weekenden inden - frigiver Skattestyrelsen de almindelige årsopgørelser. Foto: Skattestyrelsen

Om få dage får danskerne svar på, hvordan deres skatteregnskab for 2019 ser ud.

Den 9. marts - eller måske weekenden inden - frigiver Skattestyrelsen de almindelige årsopgørelser, og ifølge revisionsfirmaet PwC er det en rigtig god idé at tjekke sine tal og fradrag igennem.

Nogle fradrag skal man nemlig selv indberette.

»Man kan ikke altid stole på, at årsopgørelsen indeholder alle ens fradrag, ligesom Skat kan have fået forkerte oplysninger. Det er derfor en god ide bl.a. at gennemgå private renter, kørselsfradrag relateret til dit arbejde og arbejdsrejser,« siger Per Ørtoft Jensen, skatteekspert og partner i PwC.

Ifølge Per Ørtoft Jensen er der en række væsentlige fradrag, som er værd at holde øje med.

1. Håndværkerfradrag og servicefradrag

Du kan trække op til 12.200 kr. fra på selvangivelsen for arbejdsløn til visse såkaldt grønne håndværksydelser. Der er også fradrag for visse omkostninger i forbindelse med tilslutning til bredbånd og installation af tyverialarm. Fradraget på 12.200 kr. gælder for hver person.

Derudover kan du trække op til 6.100 kr. fra pr. person i såkaldt servicefradrag. Dvs. ydelser som rengøring, børnepasning og almindeligt havearbejde.

2. Kørslen til og fra arbejde

Hvis din samlede kørsel mellem hjem og arbejde overstiger 24 km. pr. dag, kan du få fradrag for befordring ud over denne bundgrænse. Dette fradrag er ikke nødvendigvis medregnet i årsopgørelsen – og hvis det er, er der grund til at regne det efter, fordi beløbet er udregnet på baggrund af nogle standarddata, som ikke nødvendigvis passer på din konkrete situation.

Befordringsfradraget er 1,98 kr. pr. km i 2019 (dog kun 0,99 kr. pr. km for kørsel ud over 120 km dagligt).

3. Kost, logi og småfornødenheder som udsendt for forretningsrejse mv.

Er man på rejse i forbindelse med sit arbejde, er der mulighed for at få et fradrag for udgifter forbundet med kost og logi. Man skal være på rejse til et midlertidigt arbejdssted. Derudover skal afstanden fra den sædvanlige bopæl til det midlertidige arbejdssted være så stor, at man ikke har mulighed for at rejse frem og tilbage hver dag og tilbringe natten hjemme.

Du kan også få fradrag for såkaldte småfornødenheder – 127,25 kr. pr. døgn i 2019 – uanset, om du har haft sådanne udgifter eller ej, og selvom din arbejdsgiver har refunderet dine udgifter til dagens tre måltider. Det maksimale fradrag er 28.000 kr. i 2019.

4. Fradrag på privat gæld

Har du lånt penge privat, har du fradrag for renterne. Du kan også få fradrag for stiftelsesprovision, hvis løbetiden er under to år. Der er særlige regler, hvis provisionen er mere end 2,5 pct. af lånebeløbet.

5. Tjek pensionsindbetalinger

Sørg for, at indskud på ratepension ikke overstiger fradragsgrænsen på 55.900 kr. Er grænsen overskredet, bør du bede bank eller pensionsselskab om at få overført til f.eks. en fradragsberettiget livrenteordning. Ellers kan du vælge at få beløbet tilbagebetalt og dermed ikke få fradrag.

6. Fradrag for donationer til velgørende organisationer

Hvis du har indbetalt til velgørenhed, skal du tjekke, om organisationerne har indberettet beløbene til Skat. Ellers får du ikke fradraget. Du har fradrag for det indbetalte beløb, dog højst 16.300 kr.

7. Har du lagt dit lån om i 2019?

Har du omlagt realkreditlån, skal man typisk stille en bankgaranti. Det vil sige, at man betaler en garantiprovision til banken, der kan trækkes fra i skat, men beløbet er ikke altid blevet indberettet til Skat. Det samme gælder for stiftelsesprovision, hvis lånets løbetid er under to år.

8. Boligkøb/salg – ejendomsværdiskat mv.

Ved køb af fast ejendom beregnes der som udgangspunkt ejendomsværdiskat fra overtagelsesdagen. Men hvis du først flytter ind på et senere tidspunkt, skal du først betale ejendomsværdiskat fra indflytningstidspunktet. Tilsvarende gælder ved salg af fast ejendom, når man flytter ud før overtagelsesdagen.

Har du i forbindelse med salg eller køb af en ejendom betalt nogle renter, eller fået nogle renter tilbage i forbindelse med en refusionsopgørelse, skal de også indberettes til Skat.

9. Børne- og underholdsbidrag

Børne- og underholdsbidrag bliver alene indberettet til Skat, hvis ordningen går via det offentlige, men mange fraskilte personer indgår selv bindende aftaler om børne- og underholdsbidrag. Disse personer skal selv sørge for at fratrække det fradragsberettigede bidrag på årsopgørelsen.

Husk i den forbindelse, at ud af det årligt betalte beløb er et fast beløb på 1.908 kr. i 2019 ikke fradragsberettiget.

10. Gennemgå tab på aktier og aktiegevinster

Husk at kontrollere, om Skat har oplysninger om din beholdning af børsnoterede aktier og investeringsforeningsbeviser. I modsat fald er der risiko for, at du ikke kan få fradrag for tab på børsnoterede aktier og investeringsforeningsbeviser, når du engang i fremtiden sælger disse.

11. Har du investeringer i udlandet?

Du skal selv selvangive dine indkomster fra udlandet, f.eks. renteindtægter fra udenlandske bankkonti, aktieudbytter fra aktier i udenlandsk depot og kursgevinster i forbindelse med salg.

Husk også, at der skal betales dansk ejendomsværdiskat af fast ejendom i udlandet, og man kan i visse tilfælde få nedslag for lignende skatter, som man har betalt i det land, hvor ejendommen er beliggende.

12. Deleøkonomien skal også (delvist) beskattes

Har du lejet værelser ud i din bolig via Airbnb, er en andel skattefri, mens resten er skattepligtig. Efter de nye regler gælder et skattefrit bundfradrag på 28.600 kr. i 2019.

Ved sommerhusudlejning er det skattefri bundfradrag 40.900 kr., hvis der udlejes gennem et bureau, som indberetter til Skattestyrelsen. Ellers er bundfradraget 11.200 kr. i 2019. Bytter man bolig med andre, skal man betale skat af værdien af den bolig, som man har byttet sig til.

Ved udlejning af bil, lystbåd, campingvogn mv. er der et skattefrit bundfradrag på 10.200 kr. i 2019.

13. Hvad med forskudsregistreringen 2020?

Det er altid en god idé, nu når man har fat i skattetallene, at se på, om forskudsregistreringen for 2020 ser korrekt ud. Hvis ikke, bør man få den justeret, så man ikke får en uventet skatteregning, når året er gået.

BRANCHENYT
Læs også