Nye boliglån kommer i spil et halvt år før tid
Boligejere, der vil have fast rente, får flere valgmuligheder frem til september.
Jyske Realkredit og Nykredit fremskynder udstedelsen af nye realkreditobligationer. Det betyder, at kunderne i realkreditinstituttet i løbet af få dage vil kunne få adgang til 30-årige lån med udløb i 2053 og 20-årige med udløb i 2043.
Der kommer automatisk nye obligationsserier hvert tredje år. Næste gang er i september i år. Derefter er det slut med at få lånetilbud i de nuværende 30-årige obligationsserier med udløb i 2050.
Når der kommer nye obligationsserier, vil kursen på dem typisk være 2-3 point lavere end de gamle. Dermed får boligkunderne et større kurstab.
Når vi melder ud allerede nu, er det, fordi det er vigtigt at have obligationerne i systemerne.Mikkel Høegh, afdelingsdirektør, Jyske Realkredit
Til gengæld er kursfølsomheden større, og det er en af grundene til, at Jyske Realkredit tyvstarter, forklarer afdelingsdirektør Mikkel Høegh.
»Godt nok behøver vi først udstede de nye obligationer til september. Når vi melder ud allerede nu, er det fordi, det er vigtigt at have obligationerne i systemerne,« forklarer Mikkel Høegh.
Med de nye obligationer vil Jyske Realkredits kunder have to forskellige serier at vælge imellem frem til september. En 30-årig serie med udløb i 2050 og en serie med udløb i 2053.
»Det er rart at have dem, så vi kan rådgive kunderne grundigt. Den store kursfølsomhed betyder, at mange vil bruge dem allerede nu, fordi de vil spekulere i rentestigninger. Den trafik har vi set ved tidligere serieskift,« siger Mikkel Høegh.
Dertil kommer, at flere kunder har brug for at få finansiering på plads et halvt år ude i fremtiden.
»De ved nu, at obligationerne er åbne, og så kan vi have en dialog med dem om, hvad der forventeligt sker til september, og man har muligvis mulighed for at planlægge. Renten tager jo altid et lille hop op ved serieskifte,« siger Mikkel Høegh.
I Nordea Kredit og Realkredit Danmark har man ikke aktuelle planer om at introducere de nye obligationer allerede nu. Erfaringen viser dog, at den slags spreder sig som ringe i vandet. Dels vil nogle af kunderne efterspørge de nye obligationer, dels vil institutterne være konkurrencedygtige.
I Totalkredit anbefaler man kunderne at lægge lån om inden september. Anbefalingen baserer sig udelukkende på, at kursen på de nye obligationer ventes at blive lavere end de gamle obligationer.
»Årgangsskiftet bør i den grad interessere de boligejere, der går med tanker om at udnytte de meget lave renter, som coronaudbruddet har medført,« mener Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker i Totalkredit.
Et serieskifte gælder også lån med kortere løbetid. Eksempelvis vil det 20-årige lån med udløb i 2040 blive erstattet af et med udløb i 2043.

