Fortsæt til indhold

Overraskende fald: Investorer sælger også ud af boligobligationerne

1 pct. lånet kan komme i spil igen efter rentestigning.

Normalt vil aktieuro få boligrenterne til at falde. Men det skete ikke torsdag. Foto: Joachim Adrian
Privatøkonomi

Når aktiemarkederne bløder, kan investorerne få plaster på såret ved at købe danske realkreditinstitutter. Men sådan er det ikke gået denne gang. Kurserne på de 30-årige obligationer er faldet, og boligrenterne dermed steget.

»Det er overraskende, vi havde forventet det modsatte,« lyder det fra boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann.

Det er ikke kun Nordea, der blev overrasket. Inden markedet åbner, indikerer investorerne altid, hvad de vil give ved at lægge nogle bud. Det skete også torsdag. De bud pegede på høje kurser og rentefald.

Men kl. 9 vendte det hele, og renterne steg, og det blev de ved med.

Da markedet lukkede onsdag, var kursen på det 30-årige 0,5 pct.-lån med afdrag omkring kurs 98,2. Torsdag faldt kursen 1 point til 97,2.

1 kurspoint lyder ikke af meget, men da renterne er så lave, skal der ikke meget til, før det får konsekvenser for, hvilke lån man kan få. Kursfaldet betyder således, at 1 pct.-lånet uden afdrag er kommet under 100 igen.

»Vi skal tilbage til den 25. februar for at finde en højere 30-årig rente end i dag. Det er lidt mærkeligt, når man tænker på eskaleringen af Coronavirussen og den pengepolitiske lempelse fra ECB,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Den mest oplagte forklaring er den finansielle panik, hvor investorerne har travlt med at smide aktier - og nu også obligationer.

»Der er usædvanlig stor usikkerhed i øjeblikket, og det kan have skræmt investorerne væk, selv om de danske realkreditobligationer normalt betragtes som sikre papirer,« mener hun.

Samtidigt er aktieuroen så stor, at nogle investorer formentlig fokuserer på at slukke ildebrande på aktiemarkedet frem for at beskæftige sig med de danske realkreditobligationer.

»Investorerne bruger så at sige måske deres energi på noget andet,« konstaterer Lise Nytoft Bergmann.

Ca. 66 pct. af de lange danske realkreditobligationer er ejer af danskere. Det kan også have betydning for dagens renteudvikling.

Onsdag blev store dele af Danmark lukket ned, og hvis investorerne ikke allerede havde taget deres forholdsregler, har de haft travlt torsdag.

»Og man arbejder nu engang ikke nær så effektivt på en lille bærbar pc fra spisebordet som fra den normale arbejdsplads, hvor man har adgang til tre eller fire store skærme med alverdens data, og hvor informationen flyder let rundt i storrumskontoret,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Artiklens emner
Pengepolitik
ECB-renten