Boligøkonomer: Salget af sommerhuse kan gå helt i stå
Sommerhusmarkedet har haft en gylden periode de seneste fem år. Men det kan slutte her og nu.
Lukningen af de danske grænser vil ramme salget af sommerhuse med et hammerslag. Salget vil formentlig gå i stå i en periode.
Det vurderer afdelingsdirektør i Jyske Realkredit Mikkel Høegh og chefanalytiker i Nykredit Mira Lie Nielsen.
»På helt kort sigt stopper markedet nok. Al aktivitet forsvinder jo som dug for solen. Så jeg tænker, at ingen kommer til fremvisning lige nu, og liggetiderne stiger. Men det hjælper næppe at sætte priserne fri,« siger Mikkel Høegh, der følger sommerhusmarkedet tæt.
Også Mira Lie Nielsen tror på en brat opbremsning.
»Vi er kollektivt blevet bedt om at holde os hjemme, passe på hinanden og så vil mange nok også udskyde købet af et sommerhus,« siger hun.
I Nykredit følger man nøje sommerhusmarkedet i den kommende tid. Et marked, der ellers har haft nogle gyldne år og er stukket helt af fra det øvrige boligmarked.
I 2019 blev der solgt 10.228 sommerhuse. Det er en fremgang på 50 pct., når man sammenligner med 2015. 5 pct. af husene blev oven i købet solgt til over udbudsprisen.
Udviklingen er til stor overraskelse for boligøkonomerne fortsat i år. Kvadratmeterprisen på et gennemsnitssommerhus er nu på 16.793 kr. Det er det højeste niveau i de 10 år, Boligsiden har registreret priserne, og 24 pct. højere end i februar for fem år siden..
Er sommerhus på 75 kvm er således blevet små 250.000 kr. mere værd siden februar 2015.
Den markante fremgang i salg og priser er ikke nødvendigvis afhængig af muligheden for at leje ud. Specielt mange børnefamilier har været flittige købere de seneste år. Og de køber typisk relativt tæt på deres faste bopæl.
Det skyldes generel økonomisk fremgang i samfundet, rekordlav rente og en lånelempelse, der betyder, at man kan belåne sit sommerhus med et billigt realkreditlån op til 75 pct. af værdien mod tidligere blot 60 pct.
Jokeren er, hvis beskæftigelsen falder kraftigt, for så vil et marked for luksusgoder også blive presset.Mikkel Høegh, afdelingsdirektør, Jyske Realkredit
Afhængig af, hvordan coronavirussen kommer til at påvirke det danske samfund, vil salget af sommerhuse langsomt, men sikkert komme i gang igen, vurderer Mikkel Høegh.
»På lidt længere sigt tror jeg, der vil være stigende efterspørgsel efter at holde ferie i Danmark, og det vil sætte sig positivt i markedet.«
Samme vurdering har Mira Lie Nielsen.
»Selvom jeg hælder til, at aktiviteten midlertidigt daler i de kommende uger, vurderer vi, at sommerhusmarkedet såvel som resten af boligmarkedet vil vende tilbage til normalt aktivitetsniveau, når samfundet igen kommer til at ligne det, vi kender,« siger Mira Lie Nielsen.
Der er dog en stor mørk sky, som også kan true sommerhussalget på længere sigt.
»Jokeren er, hvis beskæftigelsen falder kraftigt, for så vil et marked for luksusgoder også blive presset,« mener Mikkel Høegh, der dog trods den enorme usikkerhed om coronavirussen tror på, at sommerhusmarkedet vil holde skindet på næsen i år.

