Markedet for udlejning af sommerhuse er ramt af en regulær nedsmeltning
Lukningen af grænsen har trukket tæppet væk under sommerhusbranchen. Afbestillingerne vælter ind fra især tyskere – også for juli, der er årets travleste måned.
Coronakrisen har lagt hele markedet for udlejning af sommerhuse ned. Både udlejningsbureauer og sommerhusejere er hårdt ramt.
»Frem til og med påsken har vi fået aflyst 1,4 mio. overnatninger fra først og fremmest tyskere. Markedet ligger fuldstændig ned,« siger Carlos Villaro, adm. direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening.
Han forklarer den akutte krise med grænselukningen, som har fået udenlandske sommerhusgæster til at kime udlejningsbureauerne ned.
Jesper Johansen, adm. direktør i Novasol, oplyser, at mange gæster vælger at ombooke ferien.
»På den måde forsøger vi at sikre husejernes indtægt blot på et andet tidspunkt,« siger Jesper Johansen i en skriftlig kommentar.
I Dancenter er der også travlt med at ombooke gæster til ferier enten i år eller næste år.
»Men de fleste vælger et tilgodebevis,« siger adm. direktør Kim Holmsted, der også er formand i Feriehusudlejernes Brancheforening.
Der er næsten ingen nye reservationer til juni og juli, og samtidig får vi mange aflysninger på bestillinger til juli.
Mens brugen af tilgodebeviser og ombookinger løser problemet for gæsterne, betyder løsningen tomme sommerhuse den kommende tid. Samtidig ser det sort ud med nye reservationer.
»Der er næsten ingen nye reservationer til juni og juli, og samtidig får vi mange aflysninger på bestillinger til juli,« siger Kim Holmsted.
Mange bureauer har tabt mere end 90 pct. af omsætningen nærmest fra den ene uge til den anden, fastslår Carlos Villaro.
»Bureauerne er vildt pressede af grænselukningen. De er omsætningsmaskiner, og det er nu, at 2020-sæsonen for alvor skulle i gang. Det er et kæmpe problem,« siger han.
Branchen har derfor henvendt sig til erhvervsminister Simon Kollerup for en økonomisk håndsrækning på samme måde, som hoteller, museer og rejseselskaber har fået hjælp.
»Men vi har intet hørt. Det virker som om, at sommerhusbranchen er kommet nederst i bunken,« siger Carlos Villaro.
Sommerhusbranchen omsætter årligt for 3-4 mia. kr. alene på udlejninger.
Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra erhvervsminister Simon Kollerup.