Privatøkonomi

Private investorer har holdt sig fra fælles brandudsalg under coronakrisen

Nye tal fra VP Securities tegner et billede af, de danske privatinvestorer har holdt hovedet koldt under coronakrisens første uger, der har kappet værdier for over 500 mia. kr. af de danske aktier.

De danske privatinvestorer ser som gruppe ud til at have holdt hovedet koldt og undladt at styrte i samlet flok mod børsudgangen i de første dramatiske uger af coronakrisen.

En opgørelse fra VP Securities viser, at de private investorers andel af værdien af danske aktier er steget en smule under de seneste par måneders børsuro, mens udenlandske investorer omvendt har reduceret deres andel siden ultimo januar, hvor de danske aktiekurser lå højest ved udgangen af en måned.

Det er sket i en periode, hvor de danske aktier er blevet næsten 530 mia. kr. mindre værd svarende til et fald på 14 pct.

Flere studier peger ellers på, at private investorer ofte lader sig rive med af markedets bevægelser og derfor risikerer at sælge ud på det værst tænkelige tidspunkt, når markedet falder voldsomt.

Udviklingen passer med de iagttagelser, som Nordnets danske landechef, Anne Buchardt, har gjort sig under krisen. Hun fortæller, at der er dobbelt så mange kunder, der har købt op, som kunder, der har solgt aktier. Ser man på det handlede beløb, er der også købt for langt større beløb blandt Nordnets kunder, end der er solgt for.

»Vi har samtidig kunnet se, at der er kommet mange nye penge ind. Dels fra helt nye investorer, dels ved at eksisterende investorer ikke har solgt ud, før de har købt op. Selvfølgelig er der også nogle, som har solgt ud og er gået kontant, men de fylder meget lidt i forhold til den anden gruppe,« siger Anne Buchardt.

Tallene fra VP Securities viser, at de udenlandske investorer ved udgangen af marts ejede aktier for 353 mia. kr. mindre - svarende til et fald på knap 15 pct. - end ved udgangen af januar.

Professor ved CBS Steffen Andersen mener dog, det er usikkert ud fra VP Securities tal alene at bedømme, hvem der har gjort hvad.

»Jeg tror, man skal være påpasselig med at sige noget om salg eller ikke salg, når kurserne har rykket sig så meget, som de har. Hvis udlandet har en lidt anden dansk portefølje, end private investorer har, kan det hurtigt se ud, som om private køber op, men det er bare en ændring i kurserne,« siger Steffen Andersen.

De private investorer i Danmark har i høj grad holdt fast i deres investeringer og er redet med på bølgen

Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom Nordea.

Billedet af den private investor, der har holdt fast i sine investeringer, understøttes også af en undersøgelse fra Nordea. Undersøgelsen bygger dog kun på svar fra knap 400 investorer og er derfor ikke repræsentativ.

Her svarer 49 pct., at de hverken har købt eller solgt i forbindelse med coronakrisen. 11 pct. har købt op af aktier eller obligationer. Og blot 5 pct. siger, at de har solgt ud.

»De private investorer i Danmark har i høj grad holdt fast i deres investeringer og er redet med på bølgen. Vi kan se, at det især er kvinderne - nemlig 55 pct., - der har bevaret roen og holdt fast i investeringerne, mens mændene lettere bliver grebet af stemningen på markedet,« siger forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen, Nordea.

Det giver god mening for Danske Banks chefstrateg, Henrik Drusebjerg, at udlandet har solgt ud, mens private er blevet. Ifølge ham skyldes det bl.a., at Danmark har et relativt lille aktiemarked og egen valuta.

»Derfor opleves vi som mere risikofyldte for udenlandske investorer under kursuro, og de vælger os fra. Men for en dansk privatinvestor er solide danske aktier billigere end for 2-3 uger siden. Vi har anbefalet vores kunder at holde fast på deres investeringsstrategi. Du kan ikke time markedet ved at gå ud nu og satse på at købe billigere op senere,« siger Henrik Drusebjerg.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.