Privatøkonomi

Boligmarkedet ramt af virus: Huspriserne faldt i marts

Huspriserne faldt især i sidste halvdel af marts måned, hvilket skyldes, at sælgerne har givet større afslag, viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.

Boligmarkedet viser første tegn på at blive ramt af coronakrisen. Foto: Stine Tidsvilde

Boligmarkedet viser de første tegn på at være blevet ramt af coronakrisen, efter marts har budt på faldende huspriser og færre salg.

Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.

Gennemsnitsprisen for villaer og rækkehuse faldt i marts med 0,5 pct sammenlignet med måneden før. Alene i sidste halvdel af marts, hvor nedlukningen af Danmark trådte i kraft, faldt huspriserne med 2 pct.

»De seneste uger er der færre, der har sat nye boliger til salg, og der er et lavere antal købere, der er klar til at handle. Det påvirker alt andet lige også huspriserne, som vi i de seneste to-tre uger har set falde med 2 pct.,« siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Trods den dalende aktivitet bliver der fortsat handlet boliger på det danske boligmarked, og årsagen til prisfaldene er ifølge Boligsiden at finde i selve købssituationen, som har ændret sig markant.

For med de faldende priser viser der sig samtidig en stigning i det beløb, som sælgerne er klar til at give i nedslag på huset. Det tal er steget med 14 pct. til 583 kr. pr. kvadratmeter. Nedslaget for et standardhus på 140 kvadratmeter er steget med lidt over 10.000 kr. siden februar.

»Tingene har udviklet sig meget hurtigt igennem de seneste uger, og det har skabt en situation, hvor der er givet større nedslag i priserne. Det er en afledt effekt af, at flere af sælgerne er interesseret i at få lukket handlen, og der samtidig er flere boligkøbere, der står med et dyrere boliglån, og derfor forsøger at få et nedslag i prisen,« forklarer Birgit Daetz.

Prisen for ejerlejligheder steg en smule med 0,3 pct. i marts, mens den tid, det tager at sælge lejligheden, er faldet med 2,3 pct. til 104 dage. På samme tid skete der et fald på 1,5 pct. i salgsprisen for sommerhuse.

Selvom tallene vidner om et boligmarked, som er påvirket af den seneste tids uro i forbindelse med coronakrisen, mener Birgit Daetz, at der er grund til forsigtig optimisme for det danske boligmarked.

»Jeg forventer, at vi i løbet af de kommende uger vil se, at priserne falder lidt mere. Men samtidig er vi også forsigtige optimister. Boligmarkedet havde inden krisen et solidt udgangspunkt med livlig aktivitet og en stabil prisudvikling, indtil uvisheden satte mange boligplaner på standby. Men vi har trods alt set positive takter på det seneste,« siger hun og tilføjer:

»I sidste uge så vi, at kurven knækkede for både antal nye boliger til salg og antal solgte boliger efter et fald begge steder i ugerne lige efter nedlukningen af Danmark. Så selvom niveauet for både nye boliger til salg og antal solgte fortsat ligger under sidste års niveau, er der håb for, at boligkøbere og sælgere fortsætter med deres planer, når uvisheden har lagt sig, og samfundet igen kommer stille og roligt op i gear.«

BRANCHENYT
Læs også